Sætter rekord: Radio SydhavsØerne er bedst i Danmark

Radiovært Stine Kronborg og radiochef Anders Brønholt kan glæde sig over de nyeste lyttertal for Radio SydhavsØerne. Arkivfoto: Anders Knudsen

Lolland-Falster har Danmarks populæreste kommercielle lokalradio. Mere end hver anden indbygger i Guldborgsund og Lolland kommuner stiller hver uge ind på kanalen, og de lytter i gennemsnit over syv timer om ugen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Radio SydhavsØerne er med 37 år på bagen efterhånden kommet ind i voksenalderen. Samtidig er kanalen også blevet en integreret del af lyden af Lolland-Falster.

Præcis hvor meget, Radio SydhavsØerne betyder for område, kan læses direkte af de seneste lyttertal opgjort af Kantar Gallup.

Mere end hver anden lytter med

Tallene viser, at 53.000 lyttere hver uge stiller ind på Radio SydhavsØerne på enten FM-båndet, DAB eller netradio. Det er imponerende tal i lyset af et befolkningsgrundlag på lige omkring 100.000.

Og Radio SydhavsØerne har ikke bare mange lyttere - lytterne er også engagerede. Det kan læses af en gennemsnitlig ugentlig lytning på over syv timer; eller helt nøjagtigt 428 minutter.

Kunne ikke tro det

Radiochef Anders Brønholt har da også svært ved at få armene ned:

- Det går op og ned i showbizz, og da jeg så lyttertallene, kunne jeg ikke tro mine egne øjne, men den var god nok. Jeg blev virkelig glad og så det også som et resultat af det store udviklingsarbejde, som vi har implementeret, og det gør, at jeg glæder mig til de kommende tiltag, som vi arbejder på netop nu, hvor ny teknologi tages i brug, og Radio SydhavsØerne bliver mere lokal end nogensinde før, fortæller Anders Brønholt

Da jeg så lyttertallene, kunne jeg ikke tro mine egne øjne, men den var god nok.

Anders Brønholt

Mere lokalt indhold

I fremtiden skal der endnu mere fokus på det lokale indhold i radioen, og stationen skal være endnu mere vedkommende for indbyggerne på Lolland-Falster:

- I dagens nyhedsbillede har vi nyheder fra hele verden, hele tiden. Undersøgelser viser, at når verden er så stor, bliver folks interesser meget lokale, og det der er tæt på netop mig, bliver meget vigtigt. Her passer radioen godt ind i vores forbrug af medier, som et lokalt medie, siger radiochefen.

Sociale medier dykker

Samtidig med de imponerende lyttertal fra Radio SydhavsØerne viser den seneste medieforskning, at de sociale medier er begyndt at tabe pusten

Seneste data fra Kantar Gallup afslører, at sociale medier som Facebook, Messenger og Instagram, selvom de fortsat er blandt de mest brugte, oplever en tilbagegang i dagligt brug. Særligt bemærkelsesværdigt er faldet i Facebook-brugen, især blandt de yngre aldersgrupper. I 2023 bruger kun 47 procent af de 15-24-årige Facebook dagligt. Det er et fald fra 69 fra i 2022. Dette afspejler en generel træthed overfor skærmtid og en bevægelse væk fra sociale medier.

Radio SydhavsØerne

  • Radio SydhavsØerne begyndte at sende i 1986.
  • Dækningsområdet er Lolland og Falster og de omkringliggende øer, der også er radioens indholdsmæssige fokus.
  • Radio SydhavsØerne sender på FM, DAB+ og internettet.
  • Radioen kan høres langt ud over forretningsområdet. FM dækker også Møn og Sydsjælland op til Næstved. DAB+ dækker et større område og går længere op på Sjælland. På nettet kan Radio Sydhavsøerne høres i hele verden. De internationale lyttere er typisk folk fra Lolland-Falster, der nu er bosiddende andre steder i verden og vil følge med i, hvad der sker derhjemme, eller folk der tager radioen med på ferie.
  • Radioen er 100 procent finansieret af indtægter fra reklamer og modtager ingen mediestøtte af nogen slags.
  • Radio SydhavsØerne er en del af Folketidende Gruppen.

Stærkt lokalt annoncemedie

Radio SydhavsØerne tegner sig for næsten 39 procent af radiolytningen i sendeområdet, og det er den suverænt højeste andel for nogen dansk lokalradio. Sammenholdt med den høje lyttetid betyder det, at lokalradioen styrker sin position som markedsføringskanal og annoncemedie.

- Høje lyttertal uden en høj lyttetid kan let betyde, at den enkelte reklame reelt ikke høres af ret mange. På Radio SydhavsØerne bliver reklamerne hørt mange gange på grund af den lange lyttetid. Reklamerne har derfor en høj værdi for annoncørerne, fortæller en glad og stolt radiochef.