Samlet byråd indgår forlig om næste års budget

Foto: Flemming Keith Karlsen/arkiv

Selvom det er valgår, kunne byrådet i Guldborgsund Kommune torsdag samles i enighed om et budgetforlig, der sikrer kernevelfærden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et samlet byråd i Guldborgsund Kommune indgik torsdag aften en budgetaftale for de kommende fire år under overskriften "Det rige hverdagsliv - hvor flere lever sunde liv".

I en pressemeddelelse skriver kommunen, at man med budget 2022-2025 har sikret kernevelfærden til borgerne, og at økonomien stabiliseres efter et par år med mange udgifter.

Der bliver sammenlagt tilført 137,2 millioner kroner til udvalgene for fire udfordrede velfærdsområder, hvilket blandt andet indebærer, at der skal ansættes syv ekstra socialrådgivere i Børn & Familie-forvaltningen, som har været hårdt presset.

Og det glæder formanden for børn-, familie- og uddannelsesudvalget Simon Hansen (S).

- Med denne budgetaftale investerer vi i børne- og familieområdet. Der skal ansættes syv nye socialrådgivere, så hver sagsbehandler får mere tid til borgerne. Det skylder vi de børn og familier, der har behov for vores hjælp.

- Vi skal nå hen til, at vi rent faktisk kan levere en tidlig og rettidig indsats. Det giver børnene en bedre mulighed for at klare sig godt, og det betyder også, at familierne og vores medarbejdere har langt bedre mulighed for at få et frugtbart samarbejde, siger han i pressemeddelelsen fra kommunen.

Denne del af aftalen glæder også SF og Enhedslisten.

- Børn er vores vigtigste ressource, og vi må ikke lade de udsatte børn og unge i stikken. De har om nogen brug for vores hjælp, og den skal vi selvfølgelig kunne tilbyde dem og deres forældre.

- Derfor er det helt nødvendigt, at vi ikke kun lukker økonomiske huller, men at vi også investerer i området. Det har været en mærkesag for os, siger Annemette Schønberg Johnsen (SF), og Enhedslistens Bente Lerche-Thomsen tilføjer:

- Det har været helt afgørende for os, at vi ikke kun dækker et underskud, men at vi også sætter penge af til ansættelse af de syv ekstra socialrådgivere, så der er tid til familierne. Det har været tydeligt for alle, at området har været hårdt presset og underbemandet, og det går ud over både familier og medarbejdere. Det er vores politiske ansvar at gøre noget ved det, og det gør vi nu.

Der er også afsat fem millioner kroner til at ansætte mere personale på plejecentrene og et tilsvarende beløb til at ansætte og uddanne flere sosu-elever til næste år.

Det afsatte beløb betyder også, at det underskud, som årets første budgetopfølgning varslede, nu kan dækkes, oplyses det i pressemeddelelsen.

Med budgetaftalen styrker man også kommunens indsats overfor lokale veteraner, der har været udsendt for Danmark.
Desuden er der afsat penge til at etablere en vandre- og cykelsti på Det Falsterske Dige.

Borgmester John Brædder (G) er glad for, at det for andet år i træk er lykkedes at få hele byrådet med i budgetforliget.

- Jeg er glad for, at vi er blevet enige om et velfærdsbudget. Velfærd handler om borgernes hverdag, og vi skal understøtte, at borgerne har mulighed for at leve det liv, de ønsker, og at der er plads og rum til udfoldelse uanset om man er barn, voksen eller ældre.

- Kernevelfærden har kostet ekstra i det seneste år blandt andet som følge af corona. Det vidste vi godt, og det var også tydeligt at se i vores første budgetopfølgning i år, og med dette budget undgår vi besparelser. Det er jeg meget glad for, siger han i pressemeddelelsen.

Budgetforliget skal nu behandles i først økonomiudvalget og bagefter byrådet. Det ventes endeligt vedtaget på byrådsmødet 14. oktober.