Satser på ny karriere med håndbrygget øl og spiritus

Foto: Anders Knudsen

Martin Iversen har fået knapt 180.000 kroner fra LAG-midlerne og brygger fra januar i “Væggerløse Håndbryg.”

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra januar skal der årligt brygges cirka 20.000 flasker øl i Væggerløses tidligere posthus.

Brygmestersen er 49-årige Martin Iversen, som i sommer solgte sin halvdel af vinhandlen Marius Mortensens Eftf. i Nykøbing, og han glæder sig til at få fingrene i humle, malt og etiketter.

For det er egne hænder, han skal bruge til hele processen fra valsning af malten til salg af de færdige flasker i “Væggerløse Håndbryg”.

- Småt er godt, og jeg vil gøre mig umage for at holde mit bryggeri nede på en størrelse, så jeg kan hygge mig med det og samtidig forhåbentlig skabe en fornuftig indtjening, fortæller Martin Iversen, som i denne uge håber at få brandmyndighedernes byggegodkendelse, så korn, kar, gruekedler og destilleringsudstyr kan rykke ind på Væggerløsevej.

Øllet skal nemlig have selskab af små bryg af gin, rom og whisky, som også skal håndlaves af Martin Iversen, der netop har fået et tilskud på 177.220 kroner fra LAG Lolland-Falster til realisering af sin bryggeridrøm.

- Jeg føler mig meget heldig. Jeg har lidt på kistebunden fra salget af Marius, og på den måde kan jeg komme i gang med en investering på cirka en halv million kroner. Det bliver smalhals til at begynde med, men når den første whisky er færdig efter tre år på fad, begynder det at lysne, vurderer Martin Iversen.

Hans mål er at sælge den første håndbryggede øl i sin egen lille butik i posthuset senest i juni 2017. Prisen lander omkring de 40 kroner for en halv liter.

I ryggen har Martin Iversen sin bror John Smith, som er brygmester på “Staarup Haandbryg” ved Skive i Jylland.

- Jeg får lov at låne et par af hans gode opskrifter til at begynde med, men på længere sigt håber jeg at udvikle en “Martin-øl” og producere fem-seks forskellige øltyper, fortæller Marin Iversen.

Du kan læse mere om det nye bryggeri i onsdagens udgave af Folketidende.

Klik her for at læse Folketidende på PC

Klik her for at læse via en mobil enhed