Satte spørgsmålstegn ved fremtid for LF-roesukker
Den foreslåede linjeføring. På Energinets og Evidas hjemmesider kan man læse mere om Grøn Gas Lolland Falster-projektet. Foto: Energinet
Energinet
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen var torsdag i samråd på Christiansborg om gasledningen til de lokale sukkerfabrikker.
- Hvis man skal se på de globale forhold, så er der altså en lavere CO2-belastning ved at producere rørsukker i Sydamerika end at producere roesukker på Lolland.
- Så hvis vi skal satse på en form for globalt samarbejde, hvor forskellige lande gør det, de er bedst til, så bør man nok komme frem til at producere andre ting end sukkerroer på Lolland. Og der er det jo godt, at de har så fed en jord, som kan bruges til mange andre ting.
Sådan sagde folketingsmedlem og medlem af Folketingets klima-, energi- og forsyningsudvalg Søren Egge Rasmussen (EL) blandt andet, da udvalget i går havde kaldt klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i samråd for at redegøre for, hvor stort det samfundsøkonomiske tab vil være ved beslutningen om at etablere en naturgasledning til Nordic Sugars sukkerfabrikker i Nakskov og Nykøbing.
Ministeren erklærede, at det var en fair og legitim holdning at have, men var ikke enig med Enhedslistens udvalgsmedlem, som også er listens forsyningsordfører.
- Jeg må sige, at jeg synes også, det er en ret barsk holdning at have i forhold til de mennesker, som det handler om på Lolland. Havde det så endda været en kulmine, så havde vi nok valgt at sige, at vi kan ikke blive ved at hive kul op af jorden.
- Men når vi kan lave en anden grøn løsning, som ganske vist kræver nogle ret store investeringer, men som gasforbrugerne selv kommer til at betale, så kan jeg simpelthen ikke se, at vi ikke skulle vælge den anden grønne løsning, som så også redder arbejdspladser. Og jeg er ikke tilhænger af, at dansk produktion skal flytte til andre dele af verden, lød det fra Dan Jørgensen.
Kritiske overfor beslutning
Det en time lange samråd, hvor også Enhedslistens klimaordfører Peder Hvelplund og Alternativets Torben Gejl tog ordet, bar præg af, at især Enhedslistens ordførere var kritiske overfor regeringens beslutning om at etablere gasledningen, som ventes at koste godt 790 millioner kroner - hvoraf energiselskabet Andel dog betaler cirka 84 millioner. I stedet så de gerne, at regeringen gjorde mere for at satse på en mere grøn el-baseret løsning i bestræbelserne på at få mere fart på den grønne omstilling.
Både Torsten Gejl og Enhedslistens ordfører stillede spørgsmålstegn ved, om regeringen havde været for hurtige til at efterkomme Nordic Sugars ønske i stedet for at forsøge at forhandle en grønnere løsning på plads.
Men Dan Jørgensen mente ikke, at der var så meget at forhandle om. For ham handlede det om at redde arbejdspladser på Lolland-Falster. Og så så han ikke lige så sort på løsningen med gasledningen som de førnævnte udvalgsmedlemmer.
- Det er jo ikke sådan, at vi kunne beslutte, at det skulle være en elektrificeringsløsning - selv hvis den fandtes. Det er jo en beslutning, virksomheden træffer. Og når virksomheden siger til os, at "det har vi ikke tænkt os at gøre", så er vi tvunget til at træffe en anden beslutning.
- Grunden til, at vi ikke bare kunne sige "lad nu lige tiden gå og se, hvad der kommer af teknologisk udvikling" er, at der er nogle emissionskrav fra EU, som betyder, at man skal ophøre med at bruge olie og kul.
- Derfor skal der allerede i år træffes en beslutning, og der var valget for os ret simpelt - nemlig potentielt at lukke fabrikker i Danmark med store arbejdspladstab til følge, eller at vælge en betragtelig investering, men i det tal er der ikke medregnet klimaeffekter, sociale effekter og effekter for den landsdel, det handler om. Så jeg står fuldt på mål for den beslutning, sagde ministeren blandt andet.
Samrådet mundede ikke ud i nogen konkrete beslutninger, men debatten vil sikkert fortsætte i den kommende tid. Høringsperioden udløber 6. april. Hvis projektet gennemføres som planlagt, vil gasledningen kunne tages i brug i løbet af 2024.
Baggrund for projektet:
Nordic Sugar skal reducere CO2-udledningen fra sin sukkerproduktion og ønsker at skifte kul og olie ud med gas, gerne lokalproduceret biogas. Derfor undersøger biogasproducenten Nature Energy muligheden for at etablere to lokale biogasanlæg, som vil kunne producere gas, der svarer til to tredjedele dele af sukkerfabrikkernes årlige gasforbrug.
I de fire måneder om året, hvor Nordic Sugar producerer, vil gasforsyningen blive suppleret med gas via ledningsnettet fra Sjælland.
Ved at udvide gasnettet til Lolland og Falster er det muligt at etablere yderlige biogasproduktion, fordi en rørledning til Sjælland gør det muligt at sende grøn gas til andre dele af landet.
Gasledningen vil blive op til 115 kilometer lang, hvoraf 50 kilometer bliver på Lolland og 25-30 kilometer på Falster.
Kilde: Energinet.dk
Seneste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu vil Biltema se på kantsten
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Larve fra helvede fundet i København for første gang
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted