Saxenhøj beboere har forsvarsvåben

Fagforbundet FOA sætter spørgsmål ved, om det er i orden at have en harpun som forsvarsvåben på værelser på bosteder.

- Der kan være mange gode grunde til at have en harpun, en kniv eller et boldtræ på sit private værelse. Men det er en uacceptabel forklaring, at beboerne på Saxenhøj skal have dem, fordi de er bange og gerne vil kunne forsvare sig. Det skriver sektorformand i FOA, Karen Stæhr i en pressemeddelelse.

- Desværre er det en virkelighed, man kan læse om i Arbejdstilsynets dokumenter om Saxenhøj-sagen. Noget skyldes givet reglerne, der er på området. Derfor mener vi, at der er behov for en diskussion af både praksis og lovgivningen, siger Karen Stæhr.

Debatten kommer i kølvandet på den tragiske episode i maj, hvor en beboer på Saxenhøj angreb to ansatte og en beboer med en privat køkkenkniv. Begge de ansatte afgik efterfølgende ved døden, som følge af knivstikkene fra en 28-årig psykisk meget syg beboer på forsorgshjemmet Saxenhøj.

Sektorformanden nævner, at det glæder hende, at der er positive meldinger fra regeringen i forhold til en national handlingsplan mod vold på psykiatriske bosteder, døgninstitutioner og hjemmeplejen. Men hun understreger, at der i høj grad er behov for en national handlingsplan mod vold og trusler og for et bedre samspil mellem behandlings- og socialpsykiatrien.
- Vi er også nødt til at tale om, hvad man skal tillade i forhold til våben på et sted som Saxenhøj, siger Karen Stæhr.

Ifølge FOA’s aktindsigt i Arbejdstilsynets dokumenter om Saxenhøj, oplyser ledelsen, ”at beboergruppen i høj grad består af utrygge og angste mennesker, der vil beskytte sig mod omverdenen. Af den årsag har flere beboere våben og våbenlignende genstande som knive, boldtræer, barberblade, harpuner mv. på værelserne.”

Det får FOA til at udtrykke bekymring over, at der fra ledelsens side synes at være en meget udstrakt accept af våben på beboernes værelser.

Boligerne på Saxenhøj betragtes som private boliger og lovgivningsmæssigt er der ikke noget i vejen for, at beboerne kan have knive og så videre på værelserne.

- Men et forsorgshjem som Saxenhøj er alt andet end et normalt hjem. Og privatlivets ukrænkelighed må aldrig gå bevidstløst foran beboernes og de ansattes ret til at færdes i et våbenfrit miljø, mener Karen Stæhr fra FOA, som sender en hilsen til de lovgivende politiekre om rimeligheden i, at det kan tillades, at beboere på deres vælrelse med den bagrund at de ønsker at kunne forsvare sig.

Foto: Fl.Keith Karlsen

Knive, boldtræer, barberblade, harpuner med videre er en del af beboernes private forsvarsvåben på forsorgshjemmet Saxenhøj.

Offentliggjort Sidst opdateret