Se de spektakulære videoer: Mystisk fænomen lyste Sydhavsøerne op

En læser fangede fænomenet på kamera i Nykøbing tidligt onsdag morgen. Foto: Steven Larsen

Meget tidligt onsdag morgen blev den stjerneklare himmel lyst op af flere lysende striber, der langsomt bevægede sig fremad ude i horisonten. Teorierne lyder på, at der enten er tale om en meteorsværm eller rumskrot.

Offentliggjort Sidst opdateret

Er det en fugl? Er det et fly? Droner måske?

Mange, der havde forvildet sig ud i den bidende morgenkulde tidligt onsdag morgen, har formentlig stillet sig selv en masse spørgsmål, da den stjerneklare himmel for en stund blev lyst op af et spektakulært syn.

Lysende striber fordelt på en masse mindre lysende "klatter" bevægede sig langsomt over himmelen ved 4.45-tiden.

Fænomenet kunne ses fra alle kanter af Sydhavsøerne. Et hurtigt kig på Facebook afslører endda, at det kunne ses fra hele Danmark, hvor folk har været flittige til at lægge billeder og videoer op fra hele landet.

Fra vores landsdel har blandt andet Lars Rasmussen sendt Folketidende en video filmet i Sandby, der viser lysstriberne. Steven Larsen har også sendt avisen en video af fænomenet - den har han filmet i Nykøbing.

Video fra Steven Larsen i Nykøbing:

Meteorsværm eller rumskrot?

Der har været flere teorier på bordet i løbet af onsdag morgen.

Blandt andet meldte Sydøstjyllands Politi ud på det sociale medie X, at man regnede med, der var tale om en meteorsværm.

Video fra Lars Rasmussen i Sandby:

TV 2 Vejret har en anden teori. Her lyder det, at der sandsynligvis er tale om rumskrot, som kunne ses brænde op i atmosfæren.

Her lyder vurderingen, at meget kan tale for, det kan være en Falcon 9-raket fra SpaceX eller nogle Starlink-satelitter fra Space X.

Mediet tilføjer, at der natten til onsdag klokken 0.20 dansk tid blev sendt netop en Falcon 9-raket op fra Florida. Dog tilføjes det, at det ikke kan siges med sikkerhed, at fænomenet kan kædes sammen med den opsendelse.

Har du fanget billede og/eller video af lysfænomenet? Så send det gerne til mpl@folketidende.dk. Nævn gerne hvor det er filmet.