Poul Erik Morthorst (til venstre) og Anders Marchsteiner (EL) var enige om at kritisere beslutningen om at etablere en gasledning til Lolland-Falster. Foto: David ArnholmDavid Arnholm, FT
I et klimaperspektiv er gasledningen til Lolland-Falster en dårlig idé, fastslog energiøkonom og klimarådsmedlem på Folkemøde Møn.
LOLLAND-FALSTER: - Jeg kan godt forstå, I slås for at få den gasledning til Lolland. Men i et klimaperspektiv får vi ikke ret meget for pengene. Vi synes, man kan bruge pengene bedre.
Sådan lød det fra Poul Erik Morthorst, der er professor emeritus i energiøkonomi ved DTU Wind Energy og medlem af Klimarådet, da gasledningen til Lolland-Falster lørdag blev debatteret på Folkemøde Møn. Her tilføjede han, at det var bedre at bruge penge på at udbygge transmissionsnettet, så elektriciteten fra solcellerne og vindmøllerne på Lolland kan ledes andre steder han.
Men Holger Schou Rasmussen forsvarede gasledningen, som han finder afgørende i forhold til at få etableret nye biogasanlæg. Og med biogassen følger arbejdspladser, som han insisterer på at få - også for at sikre lokal opbakning til den grønne omstilling og alle solcellerne og vindmøllerne.
- Hvis vi på Lolland-Falster skal fortsætte med grøn strøm, skal vi have biogas, så vi også får arbejdspladser. Det bliver over mit lig, der kommer flere vindmøller op, hvis ikke vi får biogas, så vi får arbejdspladser, fastslog han.
Det bliver over mit lig, der kommer flere vindmøller op, hvis ikke vi får biogas.
Holger Schou Rasmussen (S), bormester
Kan godt droppes
Annonce
Men ønsket om biogasanlæg er et dårligt argument for gasledningen, lod Poul Erik Morthorst forstå.
- Der er ikke noget i vejen for, at man producerer biogas uden nødvendigvis at flytte det ind på et anlæg, sagde han, og tilføjede, at det store power-to-x-anlæg, der er på vej, heller ikke har brug for gasledningen.
- Det er fint nok med et power-to-x-anlæg, men hvad vil I bruge det til? Brint? Det fødes ikke ind i gasnettet. Flydende methanol? Det kommer heller ikke ind i gasnettet. Ammoniak? Det kommer heller ikke ind. Power-to-x-anlægget kræver ikke en gasledning, fastslog han.
Det medgav Holger Schou Rasmussen.
- For min skyld kan vi godt droppe gasledningen. Men vi vil gerne have de to biogasanlæg, sagde han og fortsatte:
- Hvorfor skal Lolland ikke være en del af biogas-produktionen? Vi kan dokumentere, at vi kan producere dobbelt så meget biogas, som de to sukkerfabrikker skal bruge. Og det kan udnyttes til at producere grøn, flydende energi, bemærkede han.
Men der er også et andet problem, påpegede Poul Erik Morthorst. Produktionen af biogas får nemlig store statstilskud i Danmark, og derfor er der et loft over, hvor meget der må produceres.
- Så med mindre man laver en anden aftale, kommer der ikke mere biogas ud af at få gasledningen til Lolland, sagde han.
Med mindre man laver en anden aftale, kommer der ikke mere biogas ud af at få gasledningen til Lolland.
Poul Erik Morthorst, professor emeritus i energiøkonomi ved DTU Wind Energy og medlem af Klimarådet
Udvikler området
Også Anders Marchsteiner, der er folketingskandidat for Enhedslisten, er skeptisk over for gasledningen.
Annonce
- Jeg synes ikke, det passer ret godt ind i den energistrategi, vi har i Danmark. Vi regner med, at vi ikke skal basere os på naturgas, sagde han.
Folketingskandidaterne Claus Dyremose (K) og Iben Krog (V) forsvarede gasledningen. Foto: David ArnholmDavid Arnholm, FT
På den anden side argumenterede Iben Krog, der er folketingskandidat for Venstre, for, at biogassen er et vigtigt supplement til vind- og solenergi. For i øjeblikket kan man ikke lagre energien fra sol og vind, så når det er overskyet, eller ikke blæser, er der brug for gassen.
- Gasrøret kan bruges til at lagre strøm, argumenterede hun og tilføjede, at mens resten af landet er koblet på et omfattende gasnet, er den kritiske infrastruktur aldrig kommet til Lolland-Falster.
Også Claus Dyremose, der er folketingskandidat for De Konservative, slog et slag for gasledningen.
- Gasledningen er med til at udvikle området og vores energiforsyning - bandt andet med power-to-x. Derfor er det væsentligt, vi fra Lollands side er med, sagde han.
Den er besluttet
Debatten kom også omkring sukkerfabrikkerne, der bliver de helt store aftagere af gassen. For når nu der produceres så meget strøm på Lolland, hvorfor kan sukkerfabrikkerne så ikke bruge den strøm? spurgte ordstyrer Ivan Nielsen fra TV2 Øst.
Ivan Nielsen fra TV2 Øst var ordstyrer i debatten om gasledningen. Foto: David ArnholmDavid Arnholm
- Det tror jeg også, de kan i fremtiden, sagde Holger Schou Rasmussen og tilføjede, at sukkerfabrikkerne siger, at teknologien bare ikke er på plads endnu.
Men Poul Erik Morthorst undrede sig. For hvorfor har man ikke regnet på muligheden for at elektrificere sukkerfabrikkerne 80 procent? spurgte han.
- Det synes vi ville være en god idé, sagde han og tilføjede, at andre sukkerfabrikker har opnået en sådan 80 procents elektrificering.
Annonce
- Og biogas er en vigtig ressource, der skal bruges, der hvor den ikke kan undværes. Så hvis sukkerfabrikkerne kan undvære gassen, vil det være bedre, argumenterede han.
Endnu en gang fik han opbakning fra Anders Marchsteiner, som argumenterede for, at det er nødvendigt, at samfundet stiller krav til virksomhederne.
- Der bliver nødt til at være et pres for en teknologiudvikling, sagde han.
Men det pres er der allerede, påpegede Iben Krog.
- Sukkerfabrikkerne kan ikke bruge den energikilde, de bruger nu, fordi man har lagt et politisk pres. Derfor finder man på noget nyt, sagde hun og tilføjede, at fabrikkerne også er godt på vej mod målet om at have reduceret CO2-udslippet med 70 procent i 2030.
Og så er diskussionen om gasledningen i øvrigt lidt passé, lod hun forstå - for beslutningen om at anlægge den er taget.
Se Poul Erik Morthorst og Holger Schou Rasmussen debattere gasledningen i videoen her:
Seneste artikler
Historisk Scandlines-afgørelse: Kun sket to gange på 20 år
NaturLy er hjertet i vild bypark til lille million
Technomusik og traditioner: Flere generationer forenedes til sankthans
Aftale underskrevet: Skal løfte fodbolden på LF
Røskva og Karl blev de første studenter: - Da huen kom på, ramte det hele
Mest læste artikler
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Tekniske problemer skabte kæmpekø
Gigant vil udvide på Falster
Flygtede fra flammerne i natten