Send dine dæk til genanvendelse

Jesper Priergaard (tv) og Michael Rasmussen foran stakkene af brugte dæk, som de sender videre til genanvendelse. Foto: Lisbet Rasmussen

Birket Autotransport modtager brugte dæk.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Nu kan både virksomheder og private bilejere aflevere deres gamle dæk - med eller uden fælge - på den store plads på Victor Kolbyesvej 5 i Maribo, hvor Birket Autotransport ApS har adresse.

- Vi har fået miljøgodkendelse, som betyder, at vi må indsamle genanvendelige materialer. Ordningen er primært for virksomheder, men private kan også aflevere dæk og fælge på genbrugspladsen. Afhængig af dækkenes stand betaler vi for dem, fortæller Michael Rasmussen, virksomhedens daglige leder.

- Når vi modtager dækkene, sorterer vi dem efter kvalitet, inden vi sender dem videre til genanvendelse, forklarer Jesper Priergaard, som er ansvarlig for affaldshåndteringen hos Birket Autotransport.

Brugte dæk kan bruges til fremstilling af nye dæk, ligesom de også finder genanvendelse i asfaltindustrien.

Virksomheder skal dokumentere, hvad de stiller op med deres affald. Om de håndterer det korrekt og i overensstemmelse med gældende miljøregler.

- Når virksomhederne afleverer deres gamle dæk her, får de en attest, som de kan vise, hvis de får kontrolbesøg af myndighederne. Vi kan udfylde sådan en attest, fordi vi har miljøgodkendelse og derfor står på Dækbranchens Miljøfonds liste over godkendte indsamlere af dæk til genanvendelse, forklarer Michael Rasmussen, som opfordrer til, at man kontakter Birket Autotransport på telefonen for at høre, hvor man kan aflevere sine dæk, og hvad man eventuelt kan få for dem.