Nordea-sagen trækker stadig dybe ringe i vandet internt i Guldborgsund Kommune.
For angiveligt skulle det skærpede tilsyn, som blev sat i værk efter et uanmeldt tilsyn på boenheden Bryggen på Stubbekøbingvej 26 i Nykøbing - en sag som Folketidende omtalte første gang 20. marts - være et forsøg på at fælde forstanderen på området Lisbeth Ødegaard.
Det mener i al fald tre medarbejdere, der arbejder med handicappede borgere i Guldborgsund Kommune, og som står delvist frem for at bakke deres forstander op. De tør af frygt for repressalier længere oppe i den kommunale forvaltning ikke stå frem med navn.
Men Jette Larsen, Kirsten Hansen og Anette Mortensen har en klar fornemmelse af, at det skærpede tilsyn er endnu et forsøg på at stække Lisbeth Ødegaard.
- Siden Nordea-sagen har jeg haft en oplevelse af, at der har været utrolig meget fejlsøgning. Indtrykket har været, at vores forstander har skullet gå og stå meget lige, fordi man har været ude på at ramme hende, hvis man kunne finde noget. Eksempelvis har der været foretaget mange flere uanmeldte tilsynsbesøg, end vi hidtil har været vant til. Det virker, som om man stadig bærer nag over Nordea-sagen, siger Jette Larsen.
Annonce
Hverken i 2010 eller i 2011 - før Nordea-sagen, blev der foretaget uanmeldte tilsyn.
Det sker først i 2012, da social- og sundhedsudvalget i januar beslutter, at der hvert år skal foretages uanmeldte tilsyn en gang årligt på handicapbostederne.
Efter et uanmeldt tilsyn på Bryggen i februar 2013, hvor forvaltningen udsteder fem påbud, besluttes det at indføre skærpet tilsyn, og ikke kun på den institution, hvor der er afdækket problemer.
Det skærpede tilsyn skal også gælde alle øvrige handicap-boenheder i hele kommunen med 350 medarbejdere - og dermed den ansvarlige institutionsleder - forstander Lisbeth Ødegaard.
Den skarpe kritik af Lisbeth Ødegaard vækker opsigt blandt medarbejderne, fordi hun blandt andet kritisereres i forhold til det psykiske arbejdsmiljø til trods for, at hun ikke har sin daglige gang og virke på det pågældende bosted.
Jette Larsen, Kirsten Hansen og Anette Mortensen er opdigtede navne. Folketidende kender de tre medarbejderes rigtige identitet.
Læs mere om sagen i dagens udgave af Folketidende.
Nordea-sagen:
Forstander for Guldborgsund Kommunes handicapområde Lisbeth Ødegaard indtog en central rolle i forbindelse med den såkaldte Nordea-sag, som brød ud i foråret 2011, da hun på TV2-nyhederne stod frem og kritiserede et lokalt pengeinstitut i Nordea-koncernen for ikke længere at ville betjene psykisk udviklingshæmmede borgere ved kassen, men i stedet henviste dem til at betjene sig selv i hæveautomaterne.
I første omgang blev Lisbeth Ødegaard klapset af i al offentlighed af borgmester John Brædder og kommunens daværende administrerende direktør Ib Østergaard Rasmussen.
Men mange steder fra - også fra politisk hold - var der opbakning til Lisbeth Ødegaard, og det førte efter megen offentlig debat og ikke mindst medieomtale til, at der blev så massivt et politisk pres, at borgmesteren måtte gå bodsgang og offentligt undskylde behandlingen af Lisbeth Ødegaard.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned