Skat-ansatte kan blive forflyttet

Foto: Polfoto

Stigende nervøsitet for skattecenteret i Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fremtiden for skattecentret i Maribo er endnu uvis, men skatteminister Morten Østergaard (R) slår i et svar til viceborgmester i Lolland Kommune, Henrik Høegh (V), fast, at de ansatte ikke vil blive fyret.

I stedet for vil en reduktion i antallet af danske skattecentre betyde, at medarbejderne bliver forflyttet. Svaret huer dog ikke Henrik Høegh.

- Forflyttelse frem for afskedigelse er en mulighed for den enkelte, men for Lolland-Falster som samfund er en forflyttelse det samme som en fyring. Det vil tvinge medarbejderen til at flytte fra Sydhavsøerne for at bo tæt på sin arbejdsplads, siger viceborgmesteren.

Den 1. november sidste år blev den personlige betjening af borgere nedlagt ved skattecentret i Maribo, og gennem de sidste mange år er der konstant blevet færre og færre ansatte på det store skattecenter på Brovejen.

Henrik Høegh er dybt bekymret for centrets fremtid, men vil kæmpe hårdt for at bevare arbejdspladserne på Lolland-Falster.

- Det er vigtigt, at vi kæmper med næb og klør for vores arbejdspladser på Lolland Falster, så borgerne ikke bliver tvunget til at flytte fra vores dejlige Sydhavsøer. Det gælder såvel private som offentlige arbejdspladser i for eksempel Skat Maribo, siger Henrik Høegh.

Læs meget mere om det lokale skattecenter og de ansattes usikre skæbne i fredagens udgave af Folketidende.