Skoleelev smittet med corona

Maribo skole, Blæsenborgafdelingen set fra luften. Foto: Anders Knudsen

OPDATERET 10.48: En elev på en skole på Lolland er smittet med covid19, oplyser Lolland Kommune. En anden afdeling på samme skole er lukket i dag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Blæsenborgskolen i Maribo er blevet ramt af coronavirusset.

Helt konkret er der ifølge leder af skole- og dagtilbud i Lolland Kommune, Espen Andersen, tale om én elev, som er blevet konstateret smittet med covid19-virus. Eleven er ifølge Folketidendes oplysninger sat i karantæne.

- Vi arbejder lige nu (ved 7.30-tiden onsdag morgen, red.) på at få kontakt til Sundhedsstyrelsens hotline. Vi følger jo deres anbefalinger. Når vi har talt med dem, tager vi stilling til, om skolen skal lukkes i dag eller ej, forklarer Espen Andersen.

For at forberede forældrene til de øvrige elever blev der dog allerede i aftes, da skolen blev bekendt med situationen, sendt information ud via Aula. Espen Andersen tilføjer, at han ikke har oplysninger om den pågældende elevs alder eller nærmere tilstand.

På samme skole holder Centerafdelingen, som er en specialskole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder eller fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser til.

Her har man belsuttet at holde hele afdelingen lukket onsdag. Det skyldes, at fire af afdelingens elever i mandags var i Lalandia sammen med nogle medlemmer af en livredderforening, og en eller flere personer fra denne gruppe er efterfølgende konstateret positive.

De fire elever nåede at være i skole i går, før situationens alvor blev konstateret.
- Vi ved ikke helt, hvor tæt de har været i kontakt med de tre, der er konstateret positive, men da de jo har været indenfor rækkevidde i et eller andet omfang, og da vores elever er lidt mere udsatte end andre børn måske er, er det blevet besluttet at lukke hele Centerafdelingen i dag, forklarer skoleleder Jørgen Kelm Danielsen.

Han tilføjer, at han ikke har kendskab til, at der skulle være nogen af Centerafdelingens elever, der er smittede.