Skoleelever skal lære om sex med samtykke
Foto: www.colourbox.com/Free, arkivfoto
www.colourbox.com/Free, arkivfoto
Det handler om samtykke, når Sex & Samfunds årlige Uge Sex finder sted i næste uge. Knapt 90 lokale skoler og institutioner har tilmeldt sig.
Børn og unge skal blive bedre til at forstå og respektere både deres egne og andres grænser - ikke mindst når det handler om sex.
Derfor har organisationen Sex & Samfund, der kæmper for menneskers ret til at bestemme over egen krop og seksualitet, besluttet, at fokus i dette års udgave af seksualundervisningskampagnen Uge Sex skal være på grænser og samtykke.
Uge Sex er et årligt tilbagevendende arrangement, der - som navnet antyder - finder sted i uge 6. Sex & Samfund forventer, at omkring 400.000 elever fra 0.-10 klasse og 20.000 lærere deltager.
Lokalt er der indtil videre kommet tilsagn fra 47 skoler og institutioner i Lolland Kommune med sammenlagt 1.527 elever, og i Guldborgsund Kommune er der deltagelse fra 40 skoler og institutioner med sammenlagt 1.570 elever.
- Seksualundervisning på alle klassetrin i grundskolen og på ungdomsuddannelserne er et effektivt og forebyggende værn mod grænseoverskridende adfærd, seksuelle overgreb og voldtægt.
- Det giver fra en tidlig alder mulighed for at tale om grænser, relationer og forventninger til køn, og det vil give en vigtig forståelse, som børnene kan tage med sig ind i deres ungdoms- og voksenliv, siger Lene Stavngaard, national chef i Sex & Samfund, i en pressemeddelelse.
En anden grund til, at fokus i år er på grænser og samtykke er ifølge pressemeddelelsen, at antallet af anmeldelser og sigtelser for voldtægt er steget markant, siden den nye samtykkelov trådte i kraft sidste år.
Af en undersøgelse, som Sex & Samfund har lavet, fremgår det, at der blandt mange unge er en forestilling om, at manden skal tage initiativ, føre an og være grænsesøgende, mens kvinden skal være tilbageholdende og grænsesættende.
- De unge har brug for de faglige input, som de kan få i seksualundervisningen. De har brug for kvalificeret sparring og dialog - et rum, hvor myter kan punkteres, og viden bygges op.
- Manglende dialog og uvidenhed er perfekt gødning til, at myter kan gro og leve frit. Vi må ikke svigte fremtidige generationer. Det er vores alles ansvar at sikre, at de får bedre forudsætninger for at navigere i seksuelle
situationer, end generationerne før dem har haft, siger Lene Stavngaard.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker