Slut med at investere i olie, kul og gas
Det er slut med at investere kommunale kroner i værdipapirer, der har med selskaber at gøre, som tjener en stor del af deres penge på fossile brændstoffer. Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen/arkivfoto
Det skal være slut med at investere kommunens penge i selskaber, der søger efter, udvinder eller raffinerer fossile brændstoffer, har Guldborgsund Kommunes økonomiudvalg besluttet.
Guldborgsund Kommune vil ikke længere investere penge i selskaber og virksomheder, som tjener deres penge på fossile brændstoffer.
Det er politikerne i kommunens økonomiudvalg, der har besluttet kursændringen, som ikke uventet har et klimapolitisk sigte.
- Jeg mener, at det er det eneste rigtige at sige nej til investeringer i fossile brændstoffer. Vi har i Guldborgsund Kommune vedtaget en planstrategi, hvor et af de 12 tværpolitiske mål er "En bæredygtig kommune", og vi arbejder ud fra FN's 17 verdensmål. Der vil det klinge hult, hvis vi så samtidig sætter penge i kul, olie og gas. Derfor sætter vi nu en stopper for det, siger borgmester John Brædder (G) i en pressemeddelelse.
Helt konkret har økonomiudvalget besluttet, at den overskydende likviditet, som man plejer at investere i aktier og obligationer, ikke længere må anbringes i selskaber, der henter fem procent eller mere af deres omsætning via handel med kul, olie og gas.
Beslutningen omfatter både selskaber og virksomheder, der søger efter, raffinerer eller udvinder fossile brændstoffer, samt selskaber, der leverer udstyr og service til eksempelvis offshore-olieindustrien, fremgår det af pressemeddelelsen fra kommunen.
John Brædder mener, at kommunen må tage et klimaansvar, også hvis det ender med at koste lidt på bundlinjen.
- Jeg tror faktisk, at fremtiden ligger i værdipapirer, der ikke er forbundet med fossile brændstoffer. Og så har jeg den holdning, at skulle det ende med at koste en smule på afkastet, så er det det værd.
- Vi må som kommuner også tage ansvar for vores fælles fremtid. Det er en opgave for os alle at sikre, at vi giver en ren klode videre til vores børn, siger han.
Det er såkaldte kapitalforvaltere fra tre forskellige pengeinstitutter, der er sat til at administrere kommunens investeringer i værdipapirer, og de får altså nu at vide, at det er slut med at have penge i de førnævnte typer af selskaber.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde