Slut med flygtninge i Rødbyhavn

Foto: Kenneth Kjæp

Modtagecenteret i Havneskolen og hallen i Rødbyhavn er lukket ned.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Folkehjælp har i dag fået besked fra Beredskabet, det vil sige Lolland Falster Brandvæsen, som repræsenter de to lokale kommuner og Sydsjælland og Lolland-Falsters politi, at der ikke længere er behov for modtagecenteret.

Foruden i Rødbyhavn er man også ved at lukke det midlertidige modtagecenter ned i Padborg.

Håndteringen af flygtninge og migranter er overgået til politiet og Udlændingestyrelsen.

Kim Kliver fra politiet fortæller torsdag eftermiddag, at politiet er ved at arbejde på en sag om menneskesmugling. Men der i øvrigt ikke er tilstrømning flygtninge til Rødbyhavn torsdag.
- jeg vil ikke gisne om der kommer flere eller ej. Vi har af de seneste dage lært, at gisninger ikke holder, siger politiinspektøren.

Kim Kliver oplyser, at der stadig er kontrolaktioner i Rødbyhavn med indrejsende. Møder politiet mennesker, som opholder sig ulovligt i landet og ikke ønsker asyl, skal de som udgangspunkt sendes retur til Tyskland. Øsnker de asyl bliver de som vanligt sendt gennem systemet.

Generalsekretær Klaus Nørlem i dansk Folkehjælp fortæller torsdag eftermiddag, at både Dansk Folkehjælp og andre organisationer er i fuld gang med at pakke sammen og rydde op i Rødbyhavn.
- Opgaven er slut for denne gang og jeg sender en stor tak til mange frivillige, der har været involveret.

- Det har været nogle kaotiske dage hvor begivenhederne og håndteringen af flygtninge hele tiden har ændret sig. Nu er det så besluttet, at flygtninge håndteres af Politiet når de krydser grænsen til Danmark og der er derfor ikke længere behov for at opretholde et midlertidigt modtagercenter i Rødbyhavn.

Dansk Folkehjælp oplevede selv de sidste flygtninge forlade området her til morgen og fortsætte deres rejse videre med de private biler som samlede dem op på modtagercentret i Rødbyhavn.

- Vi beder alle frivillige holde sig klar såfremt myndighederne igen anmoder om vores assistance til indkvartering af flygtninge. Beredskabet har over for Udlændingestyrelsen påpeget, at Dansk Folkehjælp stiller sig til rådighed, hvis der igen skal etableres midlertidige modtagelsescentre for flygtninge eller andre relevante opgaver, slutter Klaus Nørlem.