Små landsbyer kan få bedre mobildækning

En hverdag, hvor opkald kan foretages, uden at man skal ud på en mark, eller sms’er kan sendes, uden telefonen skal holdes op foran vinduet. Det kan blive virkelighed i selv de mindste landsbyer.

For selvom teleselskaberne er private virksomheder, der skal tjene på deres foretagende, og derfor som udgangspunkt har størst interesse i at udbygge mobilnettet i de større byer, så kan kommunerne og de små lokalsamfund selv gøre noget for, at dækningen i deres område bliver bedre. Det slog flere repræsentanter fra telebranchen i hvert fald fast under mandagens dialogmøde om bedre mobildækning.

- Det gælder jo om at kigge på, hvad man lokalt kan gøre for at sænke barren for den investering, teleselskaberne skal foretage for at være til stede. For eksempel kan man tale med kommunen om, hvorvidt de kan stille nogle arealer til rådighed. Men der er forskellige måder at gøre det på, og det kan alt sammen være med til at flytte grænsen for, hvor attraktivt det er at investere, lød det fra Jakob Willer, der er direktør i telekommunikationsindustrien.

I Lolland Kommune er man da også villig til at gøre, hvad der skal til, for at selv de mindre samfund på sigt for bedre dækning.
- Det er vi jo nødt til, pointerede formanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Gert Mortensen.

Kunderne skal råbe op
Ved mandagens dialogmøde deltog også direktøren for Teknik og Miljø i Guldborgsund Kommune, Bruno Andersen. Og han mener nok, der er et stykke vej endnu, før det bliver markant bedre.
- Teleselskaberne driver jo forretning, og gør det på forretningsmæssige principper, lød det fra direktøren, som også pointerede, at det er begrænset, hvad kommunen kan gøre ud over det rent planlægningsmæssige i forhold til teleselskaberne.
- Derfor tror jeg også, det er teleselskabernes kunder, der er dem, der er i stand til at få mobildækning i svagt befolkede områder. I hvert fald, hvis der er forretningsmæssige interesser i området, pointerede han.

Og det er Jakob Willer på sin vis enig i.
- I første omgang handler det jo om at synliggøre, at man oplever manglende dækning, og at man er en kundegruppe, der oplever, at der er et uopfyldt behov, sagde han i hvert fald på mødet.

Både kunder og kommuner kan også selv gøre noget for at få bedre dækning, lød det fra telebranchen på mandagens dialogmøde om bedre mobildækning.

Offentliggjort Sidst opdateret