Snevejr: Nu lysner det på vejene

Snesituationen på vejene rundt om på Lolland-Falster er mandag formiddag så småt ved at have ændret sig fra mere eller mindre kaos til mere ordnede forhold.

Driftleder Kjeld Jensen fra Lolland Kommune fortalte ved 10-tiden, at der nu er åbent på 95 procent af vejene, og han forventede, at alle veje ville være farbare igen i løbet af en times tid. Det betyder ikke, at sneen er helt væk alle steder, men mængden er altså til at overskue og køre igennem.

Han forventer, at der er helt styr på situationen omkring fyraften, og da blæsten ventes at lægge sig i løbet af dagen, regner han heller ikke med større problemer i morgen tidlig.

I Guldborgsund Kommune oplyser driftschef Ole Jensen, at vejene der efterhånden også ser fornuftige ud.
- Generelt har vi farbare veje. Det er glat mange steder, og der ligger stadig lidt sne hist og her, og det fyger også lidt endnu, men vinden er aftagende, fortæller han.

Ole Jensen tilføjer, at man begynder at salte de glatte veje inden længe. Der er stdaig problemer med sne på mange småveje, men driftschefen forventer, at der vil være ryddet de fleste steder ved fyraftenstid.

I morges så det ellers noget anderledes ud mange steder på Lolland og Falster.

I Lolland Kommunes område var det især slemt i området omkring Rødby, Rødbyhavn og Errindlev.
- Lalandia og Kongeleddet i Rødbyhavn er stort set afskåret fra omverdenen i øjeblikket og mange af de lidt mindre klasse 3-veje i kommunen er lukkede. En del af de lidt større klasse 2-veje er kun farbare i et spor, fortalte driftleder Kjeld Jensen mandag morgen.

I Guldborgsund blev der fra morgenstunden meldt om farbare veje ved de største veje, mens de mindre klasse to og tre veje, det vil sige, skolebusvejene var svært fremkommelige.

De helt små veje var alle helt lukkede, da man endnu ikke havde nået at rydde dem.

Foto: Anders Knudsen

Mange veje på Lolland og Falster var helt eller delvist lukkede af sne mandag morgen. Mandag formiddag ser det bedre ud.

Offentliggjort Sidst opdateret