Socialdemokrater: Kun brug for to spor på ny skole
Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Socialdemokraterne anklager embedsmændene i Guldborgsund Kommune for at lave beregninger, som svarer til det skolebyggeri, som flertallet i byrådet ønsker sig.
Socialdemokraterne anfægter en ny prognosemodel, hvor forvaltningen har beregnet, hvor mange spor de kommende årgange på Fjordskolen vil udløse.
Prognosemodellen viser, at der på langt de fleste årgange frem til 2018 vil være elever nok til at udløse tre spor svarende til et samlet elevtal fra 0.-9. klasse på omkring 600 elever.
Men Socialdemokraterne giver ikke meget for prognosen.
- Vi studser da over, at man hele tiden har talt om en tre-sporet skole med 800 elever, men nu viser det sig, at elevtallet kun vil være på godt 600 og endda lidt under, og måske endnu lavere i forhold til, at folk flytter fra kommunen, siger gruppeformand og politisk ordfører Henning Kamper (A).
Prognosen viser, at der er behov for tre spor på langt de fleste årgange. En fuldt tre-sporet skole fra 0.-9. klasse svarer til 30 klasser, og frem til 2018 vil der være elever til mellem 27 og 28 klasser hvert år.
- Jeg synes, vi har set mange gode eksempler på, at vores administration er i stand til at regne, så det passer. Det har man gjort i forhold til placering af den nye skole, hvor man har regnet sig frem til, at det vil koste 170 millioner kroner uanset hvor, man bygger. Det er da mærkeligt, siger Henning Kamper.
- I tilfældet med prognosemodellen får man det jo også til at passe med tre spor langt de fleste steder, siger han, som også hæfter sig ved, at klassekvotienten ligger omkring 16 ifølge prognosemodellen.
Men de tal er forkerte, erkender forvaltningen. Den rigtige klassekvotient er derfor langt højere - med omkring 21 elever i gennemsnit i hver klasse, altså lidt højere end de 20,5 som er klassekvotienten for alle kommunens 14 folkeskoler.
I budgetforliget står der ikke noget om, at en ny tre-sporet skole skal have et bestemt elevtal. De 800 elever, som Socialdemokraterne nu hæfter sig ved, og fastholder må være et krav før et nyt skolebyggeri, har været fremført i debatten, men er ikke et mål ifølge den politiske aftale, byrådet - og altså også Socialdemokraterne har indgået.
Henning Kamper mener dog alligevel, at man bør genoverveje behovet for den nye skole.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker