Søger personale til at vaccinere

Foto: Free/Colourbox, arkivfoto

Region Sjælland søger både læger, sygeplejersker og sosu-assistenter til at vaccinere borgerne mod covid-19.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidspunktet for, hvornår sundhedsmyndighederne kan begynde at tilbyde danskerne at blive vaccineret imod covid-19, rykker nærmere. Og selvom der endnu ikke er sat en dato på, er forberedelserne i fuld gang.

Det indebærer blandt andet, at der skal skaffes personale til at stå for vaccinationerne, og derfor er en række regioner nu begyndt at søge folk til det arbejde.

Det gælder også for Region Sjælland, som i onsdags slog to jobopslag op på sin hjemmeside. I det ene søger man læger og i det andet søger man sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter til vaccinationsprogrammet i regionen.

Ansættelses-starttidspunktet er sat til 1. januar, og man ansætter løbende med ansøgningsfrist til 1. maj.

Det fremgår også af jobopslagene, at der er tale om deltidsstillinger for en begrænset periode. Medarbejderne vil blive ansat ved et eller flere af regionens covid-19-testcentre i Roskilde, Holbæk, Slagelse, Næstved, Nykøbing og Maribo.

- Regionen har allerede sundhedsfagligt personale ansat i testcentrene, men det her er en stor opgave, så derfor er vi nødt til at "mande op". Og da en vaccionationsopgave er lidt anderledes end opgaven med at udføre tests, kræver det, at der også er læger med ind over. Vi forventer at få brug for cirka fem læger i alt, forklarer Trine Holgersen, der er direktør for det nære sundhedsvæsen i Region Sjælland.

Det fremgår desuden, at ansøgerne både har indflydelse på, hvor mange timer de kan arbejde samt mulighed for at vælge, hvilke testcentre de ønsker at arbejde ved.

Men det er ikke kun nuværende læger, sygeplejersker og sosu-assistenter, der kan komme i betragtning.

I jobopslagene fremgår, at Region Sjælland også opfordrer pensionister, tidligere ansatte og andre med den rette faglige baggrund til at melde sig. Derudover kræves det naturligvis også, at man er vant til at vaccinere.

- Vi vil strække os langt, da der blandt ansøgene både kan være folk, der også har et andet arbejde eller har forladt arbejdsmarkedet, fortæller Trine Holgersen.

På spørgsmålet om, hvor længe regionen forventer at skulle tilbyde vaccinationer, svarer Trine Holgersen.
- Vi ved ikke, hvor mange borgere, der vil tage imod tilbuddet om at blive vaccineret. Vi har en forventning om, at det er mange, og så længe, der er folk, der ønsker vaccination, er vi til rådighed.

Der er endnu ikke godkendt nogen vacciner i EU, men det ventes at ske inden for få uger. 29. december skal en vaccine fra medinalselskaberne Pfizer og Biontech evalueres hos Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Den kan herefter blive godkendt 31. december, og de første danskere kan efter planen blive vaccineret i januar, oplyser Ritzau.