SPAR PÅ VARMEN: GØR GARDINER OG TÆPPER EN FORSKEL?

For at kunne skærme ordentligt for kulden fra vinduerne skal gardinerne være af et kraftigt materiale, siger energirådgiver Bo Halm Andersen. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Tekstiler i hjemmet kan til en vis grad hjælpe med at holde på varmen, siger to eksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Du hopper selv i en varm sweater for at holde varmen i disse energikrisetider.

Men hjælper det at polstre hjemmet med tunge gardiner og uldne tæpper?

Gardiner kan have en lille isolerende effekt. Det vurderer Henrik Bisp, der er fagekspert inden for huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Især hvis du har store vinduesarealer i huset, vil gardinerne være med til at holde på varmen. Du skal dog huske at trække dem fra om dagen, så du får varme ind fra solens stråler, siger han.

Ifølge Bo Halm Andersen, der er rådgiver hos energiselskabet NRGI, kan gardiner også gøre en forskel, hvis du for eksempel bor i en gammel lejlighed, hvor radiatorerne ikke er placeret under vinduerne.

- Står radiatoren midt i rummet, giver det en endnu større effekt at hænge nogle tunge gardiner op, forklarer han.

Men igen er det vigtigt, at gardinerne ikke er trukket for dagen lang.

- Den side af gardinerne, der vender mod vinduet, er konstant kolde, og det kan give problemer med fugt, hvis der ikke kommer noget ventilation og varme, siger Bo Halm Andersen.

Det er i det hele taget vigtigt, at du tjekker dine vinduer, understreger fagekspert Henrik Bisp.

- Hvis du har nogle gamle termoruder, kunne det være en idé at få dem skiftet ud med energiruder i stedet for at fare ud og bruge tusindvis af kroner på nye gardiner, siger han og fortsætter:

- Der er store besparelser at hente på sigt, og den investering behøver ikke være bekostelig.

Henrik Bisp mener dog ikke, at du sparer noget på varmeregningen ved at fylde hjemmet med tæpper.

- Det handler mere om komfort. Er dit trægulv lidt køligt, fordi du har sænket temperaturen, kan du lige så godt tage et par gode uldsokker på. Du henter ikke meget ved at rulle et tæppe ud, siger han.

Gør du det alligevel, bør du gå udenom kælderen, påpeger Bo Halm Andersen.

- Kældergulvet er tit blot et lag af beton, der i ældre huse typisk ligger lige ovenpå jorden, og det giver mulighed for, at fugt trænger ind, forklarer han og fortsætter:

- Gulvet skal derfor have lov til at ånde i en kælder, så fugten fordamper. Lukker du så at sige fugten inde med tæppe, øger du risikoen for vækst af skimmelsvampe.