Spildevand fra Marielyst til debat i Folketinget

Tilladelsen tl en midlertidig udledning fra rensningsanlægget i Marielyst bliver nu et emne på samråd i Folketinget. Arkivfoto Foto: Anders Knudsen

Venstre-politiker undrer sig over udledningstilladelse. Formand for Guldborgsund Forsyning undrer sig til gengæld over, at projekt for forbedring af rensningen får kritik.

Offentliggjort Sidst opdateret

En tilladelse til udledning af delvist urenset spildevand i forbindelse med renovering af renseanlæg på Marielyst bliver nu del af et samråd i Folketinget med miljøministeren torsdag.

Sagen kommer på baggrund af den ophedede debat om udledning i Øresund for nogle uger siden. Miljøstyrelsen har efterfølgende bedt kommunerne om at oplyse om,hvilke spildevandstilladelser, de har givet. På listen springer blandt andre Guldborgsund i øjnene.

- Der er tale om store mængder. Eksempelvis cirka 160.000 kubikmeter ved Marielyst denne sommer, siger Jacob Jensen, der er miljøordfører for Venstre i Folketinget og i øvrigt også medlem af Regionsrådet i Region Sjælland.

- Vi skal have mere styr på dette område. Derfor har vi taget initiativ til en høring efter sommerferien. Men har altså allerede ministeren i samråd torsdag om spildevandsudledninger, tilføjer han.

Samrådet er indkaldt af Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale.

Formanden for Guldborgsund Forsyning, Ole Bronné Sørensen (A), undrer sig en anelse over, at man på denne måde har fokus på Guldborgsund og Sydfalster.

- Vi er jo i gang med et meget stort anlægsarbejde til samlet cirka 300 millioner kroner netop for at forbedre spildevandsrensningen i vores område.
Nogle steder - for eksempel i Gedser - bygger vi helt nyt og kan så umiddelbart skifte over, når det nye anlæg står klart. Andre steder - som Marielyst - er det en renovering. Og her har vi så bedt om - og fået - midlertidige udledningstilladelser af mekanisk renset spildevand i en periode. Men vi overholder grænseværdierne. Der er ingen sundhedsrisiko. Og vi udleder selvfølgelig ikke til badestrande ved Marielyst, siger han.

Læs mere om sagen i Folketidende torsdag.