Spiste 22 hotdogs ved DM

Hos pølsekone Connie Holm, Steff Place Pavillonen ved Guldborgsundcenteret , spiste Bo hansen 14 hotdogs. Det indbragte ham deltagelse i DM. Foto: Privatfoto

Selvom 22 hotdogs er rigtig mange til én mand, spiste vinderen næsten det dobbelte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bo Hansen, Vordingborg, er en mand med en stor appetit. Den indbragte ham en kvalifikation til Danmarksmesterskaberne i hotdogspisning i Aalborg i sidste uge, ved i de indledende runder at spise 14 hotdogs i Steff Place Pavillonen i Guldborgsundcentret.

DM havde deltagelse af de 10 største ædedolke i Steff Houlberg-konkurrencen, der blev afviklet for fjerde gang.
Bo Hansen blev nummer fem ved at spise 22 hotdogs. Vinderen Ruben Lemcke-Mikkelsen spiste 42 på et kvarter.

- Det var en superfed oplevelse at være med. Men jeg var ikke tæt på en bedre placering. Det sidste halve minut og ved den 22. hotdogs, ønskede jeg bare, at det var slut, siger Bo Hansen.

Forleden fik han overrakt lokalvinderpræmien bestående af et weekendophold for to samt rødvin i Steff Place Pavillonen. Under den lille seance, spiste han selvfølgelig også en hotdog.

- I den gave, jeg fik ved mesterskaberne, var der også et gavekort til at ”vælte en pølsevogn” - spise, hvad jeg kan på en time. Det tror jeg nu nok, jeg vil vente lidt med at bruge, siger Bo Hansen, der afslører, at hans livret er kartoffelsalat og frikadeller.

Nok fandt han det spændende at være med, men han vil ikke være at finde ved næste års mesterskaber.

- Jeg vil ikke være med til mere at spise på tid. Men jeg kunne godt tænke mig at kaste mig over en tokilos burger med tilbehør.

Læs også: Kunne ikke spise sig helt til rekorden

Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed