Stadig ansat i firma under konkursen

Arkiv. Foto: Claus Hansen

Pleje Plus-ansatte i limbo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om det private plejefirma Pleje Plus har indgivet konkursbegæring, er firmaets medarbejdere stadig at betragte som ansatte i firmaet.

- Helt hypotetisk set kan I blive bedt om at komme på arbejde, fortalte formand for FOA Lolland, Anne Blak Bjerregaard, på et møde tirsdag formiddag i Forbundshuset i Maribo til cirka 25 fremmødte Pleje Plus-ansatte.

Kurator arbejder på konkursbegæringen i to uger. I den periode er de ansatte suspenderet fra deres arbejde, men kan altså i princippet blive bedt om at møde på job.

De skal derfor heller ikke melde sig ledige på jobcenteret og er ikke berettiget til dagpenge.

- På en måde er I låst fast, indtil kurator er færdig med at opgøre boet. I skal stadig stå til rådighed i den periode, sagde Anne Blak Bjerregaard.

Hvis de ansatte finder nyt job, skal de bede kammeradvokatens kurator om at blive fritstillet. De tilstedeværende havde mange spørgsmål om deres situation. Især om hvor deres indtægt skal komme fra de kommende uger.

- I får løn for perioden. Men lønnen kommer fra Lønmodtagernes Garantifond. Og der kan godt gå et stykke tid, inden det er opgjort, hvad I skal have. I, der er medlemmer af FOA, kan få et lån af os svarende til dagpengesatsen, indtil I får penge fra garantifonden, sagde konsulent Maria Grøndahl fra FOA.

Nogle var bange for ikke at kunne få arbejde igen på grund af det, der af flere på mødet blev kaldt en hetz mod ansatte i Pleje Plus.

- Det skal I ikke frygte. Arbejdsgiverne ser kun på jeres kvalifikationer, sagde Maria Grøndahl.

Der er endnu ikke indkaldt til møde for de berørte medarbejdere i Guldborgsund Kommune. Men ifølge FOA Guldborgsund vil det ske i løbet af de næste 14 dage.

Foreløbig lyder meldingen, at de 9-10 Pleje Plus ansatte i Guldborgsund Kommune skal forvente nogenlunde samme besked, som den kollegaerne i Lolland Kommune i dag har fået.

Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed