Stadig partikelforurening i DSB’s ME-lokomotiver

Her er en af de dobbeltdækkervogne, der trækkes af ME-lokomotiver på sydbanen mellem Nykøbing og Østerport st. Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

DSB bruger stadig gamle ME-lokomotiver på trods af, at de er bevist helbredsskadelige for medarbejdere og passagerer og skulle have været udfaset i 2011, det skriver Ingeniøren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Passagerer og personale ved DSB udsættes fortsat for et højt niveau af partikelforurening fra de gamle ME-lokomotiver, der blandt andet trækker dobbeltdækkervognene, der kører på sydbanen mellem Nykøbing og Østerport station.

Det viser et nyt svar fra transportminister Ole Birk Olesen (LA) til Folketingets transportudvalg, der har bedt ministeren redegøre for de arbejdsmiljømæssige konsekvenser af den fortsatte brug af lokomotiverne, der stod til at blive udrangeret i løbet af 2011 og 2012, men som fortsat er i brug. Det skriver Ingeniøren.

I en undersøgelse fra 2015, der blev gennemført af Institut for Folkesundhed ved København Universitet, kom det frem, at togfører i de gamle tog på én arbejdsdag udsættes for en koncentration af dieseludstødning, der er langt højere end, hvis man opholdt sig på en meget trafikeret vej.

- Påvirkningen af DSB's ansatte, der arbejder i togvognene, ligger betydeligt over, hvad man bliver udsat for på en stærkt trafikeret gadestrækning. Så det er naturligvis ikke godt. Det er dog ikke akut livsfarligt og giver ikke en umiddelbar påvirkning. Men der er rigtig god grund til at fremskynde elektrificeringen af banenettet, udtaler professor Steffen Loft, leder af Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet og medforfatter til rapporten fra 2015, til Ingeniøren.

Denne konklusion henviser DSB selv til i svaret til Folketingets transportudvalg. Før rapporten fra Institut for Folkesundhed kom, havde DSB gjort forskellige forsøg på at hindre skadevirkningen fra de gamle lokomotiver. Dog har ingen af tiltagene ind til videre haft nogen nævneværdig effekt.

Institut for Folkesundhed er i øjeblikket i gang med en ny undersøgelse, der skal følge op på rapporten fra 2015.

Her indgår 35 forsøgspersoner, som i tre dage har opholdt sig i den forreste dobbeltdækkervogn trukket af et ME-lokomotiv. Resultatet forventes publiceret i løbet af 2018.

Carsten Jokumsen, der er kommunikationsansvarlig hos Dansk Jernbaneforbund bifalder det nye forskningsprojekt. Men han beklager samtidig DSB’s stilling i sagen.

- Til gengæld er vi kede af, at DSB bare sparker sagen til hjørne, når det er fastslået, at den mængde af ultrafine partikler, som vores medlemmer er udsat for, udgør en forhøjet helbredsrisiko, siger Carsten Jokumsen.

En af de seneste tiltag, DSB har forsøgt sig med, er nye cylinderenheder. Denne metode kan begrænse udledningen, dog kun med 10-20 procent.

De nye cylinderenheder er endnu ikke installeret i alle lokomotiver. Men det vil ske i takt med, at togene kommer ind til det store eftersyn, skriver Jürgen Müller, der er direktør for strategi og togmateriel i DSB, i en mail til Ingeniøren.

Imens vil der fortsat blive arbejdet på at finde en katalysatorløsning, der for alvor kan give en effekt, forklarer han.

- Der har været og bliver stadig arbejdet med finde en løsning. Undervejs har der blandt andet været forsøgt med at skifte stållegeringer og at konstruere nye udformninger, der kunne holde til belastningen fra toget. Miljømæssigt så løsningen ud til at virke, derfor arbejder vi fortsat på at løse udfordringen med katalysatoren, skriver han.