Staten åbner tegnebogen: Så meget får Lolland og Guldborgsund

Arkivfoto: Colourbox

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fordelt pengene i den årlige særtilskudspulje til særligt vanskeligt stillede kommuner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Opdateret med information om yderligere penge fra et ekstra finansieringstilskud samt kommentar fra Tine Vinther Clausen og Simon Hansen.

Der er et trecifret millionbeløb på vej til Lolland og Guldborgsund kommuner fra den danske stat.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fredag offentliggjort den årlige liste over tilskud til såkaldt særligt vanskeligt stillede kommuner, og igen er begge vores lokale kommuner med på listen. Tilskuddet gælder for 2025.

Lolland Kommune er endnu engang blandt de kommuner, der får flest penge. Ifølge oversigten får kommunen 210 millioner kroner ekstra at bruge af til næste år.

Tallet skal dog tages med et gran salt, idet de 120 millioner er en del af den allerede indgåede aftale om udviklingspartnerskab. Reelt er der "kun" 90 millioner kroner ekstra fra staten.

Guldborgsund Kommune kan se frem til at modtage 40 millioner kroner fra puljen.

Udover de to lokale kommuner er der også penge til 20 andre kommuner fra puljen, som sammenlagt er på 799 millioner kroner.

Også penge fra ny pulje

Derudover får både Lolland og Guldborgsund også penge fra en helt ny lånepulje til anlægsinvesteringer i særligt vanskeligt stillede kommuner.

Her får Lolland Kommune 34 millioner, og Guldborgsund Kommune fire millioner kroner, fremgår det af tallene fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside.

Ekstra finansieringstilskud

Foruden de førnævnte penge kan der være yderligere godt 50 millioner kroner på vej til de to kommuner.

Som en del af regeringens finanslovsforslag for 2025 vil man nemlig give landets kommuner et ekstra finansieringstilskud på 1,8 milliarder kroner. Her står Guldborgsund Kommune til at modtage 31,4 millioner kroner til næste år, mens Lolland Kommune står til at modtage 20,7 millioner kroner.

Dermed kan Lolland Kommune, hvis man lægger det hele sammen, sætte næsen op efter at få næsten 265 millioner kroner, mens Guldborgsund Kommune kan forvente at modtage godt 85 millioner.

- Positivt at Lolland er med

Venstres gruppeformand i Lolland Kommunes byråd, Tine Vinther Clausen, er glad for, at der er flere penge på vej til Lolland fra statskassen.

- Jeg synes, det er utrolig positivt, at Lolland Kommune stadig er med på listen, selvom det skyldes nogle lidt triste vilkår. Men jeg hæfter mig ved, at indenrigsminister Sophie Løhde (V) har forståelse for Lollands situation. Jeg er med på, at det her er lidt et kludetæppe, men det er vigtigt, at vi har en indenrigsminister, der viser handlekraft, siger den lokale venstrepolitiker om partifællen.

Tine Vinther Clausen erkender dog samtidig, at tilskuddene fra staten ikke løser alle kommunens økonomiske udfordringer.

- Vi står med et sparekatalog til 184 millioner kroner. Nu kan vi trække 90 millioner fra, men vi skal stadig spare.

Tilfreds borgmester

Guldborgsund Kommunes borgmester Simon Hansen (S) er også godt tilfreds med tilskuddene fra regeringen - og særligt det ekstra finansieringstilskud på 31,4 millioner kroner.

- Jeg synes, at det er ekstremt positivt, at regeringen er lydhør over for de udfordringer, vi står med i kommunerne og nu kommer med yderligere finansiering. Jeg kan ikke huske, at en regering før både har lyttet så meget til udfordringer, kommunerne står med og været så villige til at forsøge at løse det i en finanslov, siger Simon Hansen.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen (S).