Statsforvaltning afviser klage over Refa-udbuddet

Foto: Foto©Jan Knudsen

Fagforbundet 3F har klaget til Statsforvaltningen i forbindelse med kontrakterne til nye affaldsentrepenører. Tilsynet afviser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fagforbundet 3F har ikke fået noget ud af at klage til Statsforvaltningen - Tilsynsmyndigheden - over forløbet ved Refas nye kontrakter på affaldsområdet.

Som tidligere omtalt har der været skarp uenighed mellem fagforbundet og Refa undervejs.

Men Tilsynet afviser fagforeningen. Primært fordi der simpelten ikke er truffet nogen beslutning i Refa eller kommunerne, som man kan tage stilling til.

“En anmodning om en generel stillingtagen til en kommunes mulighed for at indføre de nævnte bestemmelser (virksomhedsoverdragelse m.m. Red.) i et udbudsmateriale kan således ikke behandles af Statsforvaltningen, da kommunen ikke har truffet beslutning om at indføre disse bestemmelser”, hedder det blandt andet i afgørelsen.

- Det er tilfredsstillende, at fagforbundets beskyldninger klart er afvist - også hvad angår den såkaldte “magtfordrejning”. Det er en enig bestyrelse, som flere gange har besluttet udbudssagen, fastslår Refa-formand Poul-Henrik Pedersen.

3F har fokuseret på flere forhold. Udgangspunktet er utilfredshed med, at man ikke havde gjort det til et krav i udbudsmaterialet, at de nye vognmænd skulle ansætte de hidtidige skraldemænd ifølge reglerne om virksomhedsoverdragelse.

I den forbindelse har Refa-formand Poul-Henrik Pedersen henvist til, at det formelt slet ikke kunne lade sig gøre. Og man refererer her også til en afgørelse fra Esbjerg, som angiveligt klart støtter den opfattelse. 3F har også ment, at Poul-Henrik Pedersen fejlagtigt alene har behandlet udbudssagen, som efter forbundets opfattelse burde have forelagt kommunerne - altså byrådene.

Det spørgsmål har ikke været sådan stillet, at Tilsynet har taget stilling. Så heller ikke her får 3F altså opbakning.

Men fagforbundet har i et supplerende brev påpeget, at man også mener, det er “magtfordrejning”, når Refa har sagt, at de ikke må bruge loven om virksomhedsoverdragelse.

Tilsynet understreger her, at der ikke er noget til hinder for, at Refa har kunnet udtale sig offentligt med sin vurdering af det forhold.