Steget med 80 centimeter: - Må se om vi kan holde vandet væk

Midt på torsdag formiddag gik vandet i land på Hesnæs Havn. Foto: Bjarne Arildsen

Café i Hesnæs er blevet sikret med træplader og 200 sandsække.

Offentliggjort Sidst opdateret

HESNÆS: Midt på torsdag formiddag var vandet i Hesnæs Havn allerede steget med 80 centimeter over dagligt vande.

Det betød, at det første vand begyndte at komme op på havnen.

Bag stensætningen, der er kendt som Havnens Spisebord, var et lavt stykke kaj allerede blevet overrislet.

Desuden var vandet også ved at skylle hen over de lave træbroer ude i havnen, mens kraftige bølger slog ind over den lange ydermole mod øst.

Tømrere var i gang

Allerede fra torsdag morgen var personale i cafeen og håndværkere i gang med at sikre cafeen mod en mulig oversvømmelse.

Håndværkere fra tømrerfirmaet Villebæk i Bregninge satte træplader op ved dørene ind til café og bageri.

Disse var dog ikke højere, end at man med god vilje kunne skræve hen over dem, hvis man ville ind og ud af bygningen.

Man måtte hoppe lidt for at komme ind i Hesnæs-cafeen. Foto: Bjarne Arildsen

Barriere ved havnen

Imens flyttede Kim Rahbek og Patrick Thomsen fra Falsters Kyst cafeens udendørs møbler i sikkerhed i et nærliggende garnhus.

Det skete efter, at de havde lavet en barriere af fiskekasser og lignende mellem "spisebordet" og den inderste ende af molen.

Vi håber, at vandet kan holdes væk.

Patrick Thomsen. Falsters Kyst

Lidt senere kom der et parti på 200 sandsække, som de to tog fat på at fylde fra med sand fra en stor bunke ved havnen.

Lidt senere kom et par frivillige til , og de tog også fat med at fylde sække med sand fra bunken.

Patrick Thomsen (til venstre) og Kim Rahbek fra Falsters Kyst er i gang med at fylde sandsække. Foto: Bjarne Arildsen

Håber på sandsække

- Vi forstærker vores barriere med disse sandsække, og så må vi se, om de kan holde vandet væk, sagde Patrick Thomsen.

Hans chef, Kim Rahbek, har studeret vejrudsigterne nøje.

- Hvis prognoserne holder, så stiger vandet endnu en meter over det normale, sagde han.