Stigende antal covid-patienter presser sygehus
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
I morgen onsdag afsættes flere senge til covid-19-patienter på Nykøbing Sygehus, men antallet øges formentlig snart endnu mere.
Antallet af patienter, der må indlægges på sygehuse til behandling for covid-19 bliver ved at stige.
Det mærker man også på sygehuset i Nykøbing, hvor man for blot tre ugers tid siden forberedte sig på at hæve antallet af medicinske sengepladser til covid-19-patienter til seks.
I dag, tirsdag, gør man klar til med virkning fra i morgen onsdag at hæve tallet fra 13 til 16. Dertil kommer, at man i øjeblikket har fem pladser på intensiv afdeling afsat til covid-19-patienter.
Samtidig er man på regionsniveau ved at forberede sig på, at situationen bliver endnu værre i den kommende tid.
Når antallet af covid-sengepladser på Nykøbing F. Sygehus øges onsdag, sker det som led i, at Region Sjælland går fra trin 3 til 4 i sin beredskabsplan, og man er ifølge Folketidendes oplysninger allerede i fuld gang med at planlægge både trin 4B og trin 5.
Det er ellers ikke længe siden, at trin 3 var det højeste niveau i beredskabsplanen.
- Vi er godt belagt. Alle de senge, vi ifølge beredskabsplanen skal afsætte til covid-patienter, er fyldt helt ud. Derfor er vi også nødt til at tage flere senge i brug, men det betyder også, at vi skal bruge mere personale til at tage sig af de patienter, og vi får færre og færre personaler at tage af, forklarer sygehusdirektør Ricco Dyhr.
- Vi omstiller os til at kunne tage os af endnu flere covid-patienter, men det skal planlægges grundigt. Vi har i forvejen lukket langt det meste ned af det, vi kan, tilføjer han.
Vice-sygehusdirektør Inge Paamejer deltager flere gange om ugen i møder omkring covid-19-situationen.
- Vi begynder i regionen at kigge på, om vi kan udskrive nogle patienter til deres hjemkommuner, og om vi kan lave aftaler med samarbejdspartnere som eksempelvis Filadelfia (epilepsi-hospital i Dianalund, red.). Vi er i tæt kontakt med kommunerne og drøfter løbende, hvilke muligheder vi har, forklarer Inge Paamejer og tilføjer:
- Vi har også et ugentligt møde med Guldborgsund, Lolland og Vordingborg kommuner samt praksiskonsulenter og beredskabet på Lolland-Falster, og der er en utrolig stor hjælpsomhed på tværs af vores sektor.
Sygehusdirektør Ricco Dyhr opfordrer i øvrigt til, at man fortsat passer på hinanden og følger de velkendte råd omkring adfærd for at mindske risikoen for smitte.
- Selvom vi er begyndt at vaccinere, har situationen ikke ændret sig i det store billede. Det varer stadig længe, før vaccinen er udbredt i samfundet generelt, påpeger han.
Lokale smittetal stiger igen
Den seneste opdatering på smittetallene fra Statens Serum Institut tirsdag eftermiddag viser i øvrigt, at antallet af bekræftede smittede indenfor de seneste syv dage i Guldborgsund Kommune er 193. Det giver et incidenstal (antal smittede pr. 100.000) på 318,7.
Det er en stigning på seks i antallet af smittede i forhold til mandagens opgørelse, men dog stadig et stykke fra de 216, som var status for en uge siden.
Til gengæld er positivprocenten højere, end den var før jul. Tirsdag var den ifølge Statens Serum Institut oppe på 3,97.
I Lolland Kommune er antallet af bekræftede smittetilfælde indenfor de seneste syv dage opgjort til 125 tirsdag. Det er ligeledes en lille stigning fra mandag, hvor tallet var 121, men ikke helt så højt som for en uge siden, hvor det var 127.
Incidenstallet i Lolland Kommune er tirsdag på 305,1 - positivprocenten er 3,78 ifølge Statens Serum Institut.
På landsplan meldes der tirsdag om 2.621 bekræftede nye smittetilfælde. Antallet af indlagte stiger med 28 til 900. Heraf ligger 128 på intenstiv afdeling, og af dem er 73 i respirator.
Der er registreret 22 nye dødsfald, oplyser Statens Serum Institut.
Med til historien hører også, at tallene fra de såkaldte lyntest ikke er med i denne opgørelse.
Seneste artikler
Lalandia bruger tocifret millionbeløb på nyt område
Lukas' studentervogn lagde vejen forbi plejehjemmet: - Det giver sindssygt meget
Udsatte borgere til revy i Nykøbing: "Hylende skæg" sommerrevy
Strømafbrydelse på Lolland
Kongeskibet lagde til kaj i Rødbyhavn
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Tordenvejr truer
Truet med bat og skudt i benet