Stjal 876 sidespejle - nu er der faldet dom

Foto: Kim Matthai Leland

Sagen handler om temmelig grove tyverier af sidespejle fra biler – hovedsageligt af mærkerne Audi, BMW, Mercedes og Tesla.

Offentliggjort Sidst opdateret

To mænd fra Litauen er tirsdag dømt i en noget speciel sag - nemlig en sag om tyverier af 876 sidespejle fra biler - primært af dyrere mærker som Audi, BMW, Mercedes og Tesla.

Efterforskningen af sagen er foregået i Udlændingekontrolafdelingen (UKA Øst) hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og her har man afdækket, at sidespejlene har haft en samlet værdi på ikke under 2 millioner kroner.

- Det er en sag, hvor en meget stor persongruppe har været ofre for tyverier, og hvor der samlet set er stjålet for et stort beløb. Derudover har tyverierne medført store gener for de forurettede. Jeg er derfor tilfreds med, at retten har set med samme store alvor på sagen, som vi har i politiet og anklagemyndigheden, siger anklager Jens Ole Jensen, fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, i en pressemeddelelse.

Dommen er faldet ved retten i Lyngby, og tyverierne er foregået fra 438 forskellige adresser på Sjælland (Gentofte, Værløse, Birkerød, Virum, Holte, København S, Valby, Vanløse, Brøndby, Dragør, Charlottenlund, Glostrup Albertslund, Hvidovre, Kgs. Lyngby, Ishøj, Kastrup, Vallensbæk Strand, Farum, Allerød, Kokkedal, Espergærde, Hørsholm, Rungsted Kyst, Vedbæk, Nærum, Ølstykke, Frederikssund, Greve, Køge, Roskilde, Jyllinge, Solrød Strand og Strøby).

De to dømte mænd er 34 og 26 år, og tyverierne er begået i perioden fra den 31. oktober 2024 til den 19. december 2024.

I pressemeddelelsen oplyser politiet, at man kom på sporet af de to mænd, da man i december 2024 fik standset nogle pakker, som var på vej ud af landet. De viste sig at indeholde en masse sidespejle.

Man sporede pakkerne tilbage til de to dømte og deres opholdsadresse, og her fandt man en hel masse flere sidespejle.

De to litauiske mænd blev anholdt og sigtet den 19. december 2024, og har siden den 20. december 2024 siddet varetægtsfængslet. De har begge tilstået tyverierne, og det har givet dem en smule rabat i dommene.

Den 26-årige og den 34-årige blev begge idømt 2 år og 3 måneders fængsel og fik et indrejseforbud for bestandig.

De blev begge forstsat fængslet efter dom.