Stjerneskud vil oplyse himlen natten til fredag
Hvert år i midten af august er det højsæson for stjerneskud i Danmark. Men særligt i år er der ekstra stor mulighed for at se stjerneskud. Foto: MEYER KENNETH/POLFOTO
MEYER KENNETH/POLFOTO
Natten til fredag vil himlen lyses op af flere hundrede stjerneskud, når en meteorsværm passerer Danmark.
Hvert år i midten af august er det højsæson for stjerneskud i Danmark. Men særligt i år er der ekstra stor mulighed for at se stjerneskud, når den såkaldte meteorsværm Perseiderne natten til fredag farer over himlen.
For selv om meteorsværmen altid passerer jorden i samme periode, er der stor forskel i mængden af stjerneskud, der pryder nattehimlen, når det sker.
Meteorsværmen er sammensat af bittesmå rester af kometen Swift-Tuttle, som ligger spredt rundt i kometens bane. Resterne ligger ikke jævnt fordelt, men klumper sig lidt sammen, og det er det, der er afgørende for den store mængde af stjerneskud i år.
- Det bliver påvirket af tyngdekræften fra Jupiter, som er solsystemets største planet. Så bliver det skubbet mere sammen, og derfor kommer der lige præcis i år en tættere sværm, forklarer Lars Petersen, leder af planetariet Orion.
Hvis man planlægger at tage på stjerneskudsjagt, anbefaler Lars Petersen, at man søger væk fra lys og tager så langt væk fra store bygninger som muligt. Så er der den bedste udsigt til de mange stjerneskud.
- Der skal selvfølgelig være klart vejr, men det kan jeg desværre ikke love, siger Lars Petersen og tilføjer,
- Der er egentlig ikke nogen steder i landet, der er bedre end andre i forhold til at se de mange stjerneskud. Men det gælder om at have så lidt baggrundslys som muligt, siger han.
Meteorsværmen vil være på sit maksimum omkring kl. 02 natten til fredag, og det er der, der er mulighed for at se flest stjerneskud.
- Du kan regne med at opleve over 100 stjerneskud i timen de steder, hvor der er bedst udsigt. Normalt når Perseiderne passerer Danmark, kan du, hvis du er heldig, opleve det halve, så i år er det ekstra specielt, siger Lars Petersen.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde