Stor gruppe borgere kan slippe for lange køreture: Nu tilbydes nær behandling

Hidtil har man skulle køre til Køge for at modtage behandling og tjeks med sit høreapparat. Men nu ændres ordningen, så man efter tre måneder kan modtage behandling på Nykøbing F. Sygehus af kommunalt ansatte. Arkivfoto: Lars Krabbe

Ny samarbejdsaftale mellem region og kommuner skal sikre borgerne på Lolland-Falster et nært tilbud om høreapparatbehandling.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Mennesker, der bruger høreapparater, tilbydes nu et noget mere lokalt tilbud om behandling, end muligheden har været indtil nu.

I dag skal man køre til Hørecenter Sjælland i Køge for at få hjælp igennem Region Sjælland,  men regionen har et stort ønske om at flytte sundhedsvæsenet tættere på borgerens hverdagsliv.

Derfor er der lavet et samarbejde mellem region, Guldborgsund og Lolland Kommune for at give de berørte personer et tilbud om hjælp i den eksisterende høreklinik på Nykøbing F. Sygehus.

Lokalklinikken skal blandt andet varetage indsatser til patienter med ukomplicerede høretab samt følge patienter med komplicerede høretab.

Vores borgere får et nært, trygt og godt tilbud på Nykøbing F. Sygehus, hvor de kun skal henvende sig ét sted gennem levetiden på høreapparatet, når de får brug for hjælp til skift af batteri, justeringer af apparatet og andre ting.

Bob Richard Nielsen (DF), formand for ældre- og omsorgsudvalget, Guldborgsund

Guldborgsund Kommune overtager høreapparatbehandlingen, efter borgeren har været i et tre måneders forløb på Hørecenter Sjælland i Køge.

Guldborgsund Kommunes personale, som har relevant uddannelse, får herefter blandt andet ansvaret for at servicere borgerens høreapparat i hele levetiden, indtil borgeren igen skal have et nyt høreapparat.

Håbet er, at det nye samarbejde mellem Region Sjælland og Guldborgsund Kommune, kan aflaste belastningen på sygehusene, så det er muligt at nedbringe ventelisterne og fastholde en forholdsvis lav ventetid på udlevering af høreapparater.

Vi vil forsøge at etablere et lokale, der er velegnet til nogle typer af høreprøve-opgaver i den vestlige del af Lolland Kommune, mens de særlige opgaver tilbydes i rammerne på Nykøbing F. Sygehus.

Marie-Louise Brehm Nielsen, formand for Ældre, Omsorg og Sundhedsudvalget i Lolland Kommune

- Vi er rigtig glade for, at vi har fået lov til at overtage dele af høreapparatbehandlingen fra Hørecenter Sjælland i Køge, fordi vi sikrer, at vores borgere dermed kan få hjælp til deres høreapparater i deres lokalmiljø, siger Bob Richard Nielsen, formand for Ældre og Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune, i en pressemeddelelse.

- Vores borgere får et nært, trygt og godt tilbud på Nykøbing F. Sygehus, hvor de kun skal henvende sig ét sted gennem levetiden på høreapparatet, når de får brug for hjælp til skift af batteri, justeringer af apparatet og andre ting. Jeg glæder mig samtidig over, at Lolland Kommune også er en del af samarbejdet, så flest muligt af vores borgere med hørevanskeligheder på Lolland-Falster får glæde af vores nye tilbud.

Aftalen:

Tilbuddet om høreapparatbehandling gælder for borgere over 18 år, der har fået udleveret høreapparater på Hørecenter Sjælland i Køge.

Aftalen omfatter alle voksne høreapparatsbrugere, der efter tre måneders forløb på Hørecenter Sjælland i Køge, overgår til kommunen i hele apparatets levetid, indtil borgeren skal have et nyt høreapparat.

Samarbejdsaftalen med Region Sjælland gælder fra 1. april 2022 og løber over fire år. Aftalen er fuldt finansieret af regionen.

I forbindelse med Region Sjællands etablering af et samlet Audiologisk Center i Køge har regionen indgået samarbejdsaftaler med Slagelse, Næstved, Roskilde, Lolland og Guldborgsund kommuner om etablering af lokalklinikker for at kunne tilbyde lokal hjælp til høreapparatsbrugere.

Og den glæde deler Marie-Louise Brehm Nielsen, formand for Ældre, Omsorg og Sundhedsudvalget i Lolland Kommune.

- Vi er i Lolland Kommune rigtig glade for, at vi har fået mulighed for at være en del af det her gode samarbejde om høreområdet på Lolland-Falster. Det giver så god mening, at vi får flyttet hjælpen tættere på vores borgere med hørevanskeligheder. Vi vil forsøge at etablere et lokale, der er velegnet til nogle typer af høreprøve-opgaver i den vestlige del af Lolland Kommune, mens de særlige opgaver tilbydes i rammerne på Nykøbing F. Sygehus. Vi glæder os til at dyrke det tværkommunale samarbejde om høreområdet, så vi sammen kan udvikle og styrke området til glæde for vores borgere på Lolland-Falster.