Stor sportskæde lukker butikker på stribe: Lokal forretning overlever

Selvom den har lukket halvdelen af sine butikker, beholder stor dansk sportskæde sin forretning i Nykøbing. Arkivfoto: Flemming Keith Karlsen

På få år har sportskæden halveret antallet af butikker i Danmark. Men forretningen i Nykøbing bliver trods den seneste tids butikslukninger i byen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere og flere butikker i Nykøbing må desværre dreje nøglen om i disse dage.

Tøjforretningen Din Tøjmand Vagn Larsen lukker efter mere end 60 år i byen. Vero Moda og Hunkemöller forlader også byen - sidstnævnte dog først til sommer. Lampeforretningen Byens Lys havde sidste åbningsdag torsdag, mens tøjforretningen Moda Milano også lukker i den nærmeste fremtid.

Derfor var der muligvis flere, der frygtede det værste, da en dansk sportskæde onsdag annoncerede, at den ville lukke hele ni butikker rundt omkring i landet.

Halvdelen lukket

Der er tale om den 45 år gamle kæde Sportmaster. Med den seneste runde af butikslukninger vil kæden komme ned på 37 butikker i Danmark. Det er lige over en halvering af de 75 butikker, kæden havde i maj 2022, da den britiske detailhandelskoncern Frasers Group overtog kæden.

I forretningen i Nykøbing er man selvfølgelig glad for at undgå sparekniven, men henviser Folketidende til hovedkontoret for yderligere spørgsmål om butikkens situation.

Det har ikke været så lige til at få kontakt. Gennem sportskædens kundesupport er avisen blevet henvist til kommunikationsbureauet Essencius, men her er det heller ikke lykkedes at skabe kontakt.

Folketidende følger op i den kommende tid.

Spørgsmål til Sportmaster

Folketidende ville gerne have stillet Sportmaster følgende spørgsmål:

- Er butikken i Nykøbing lukningstruet?

- Hvordan går salget i butikken?

- Hvad gør butikken rigtigt i forhold til de mange andre butikker, der er blevet lukket de seneste år?

- Er der planer om at ændre butikken i Nykøbing på nogen måde, som for eksempel at rykke i mindre lokaler, inden for det næste stykke tid?