Strid om nedrivninger

Magnus Heunicke (til højre) bebuder, at Socialdemokratiet vil afsætte 115 millioner kroner i både 2019 og 2020 til nedrivning af faldefærdige ejendomme. Foto: Jan Knudsen

Kommunerne må selv udvikle deres landsbyer, og boligejerne må selv vedligeholde deres boliger, mener minister - S vil afsætte flere penge

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg har selv været på besøg i Lolland Kommune flere gange og besøgt nogle af de huse, der skal nedrives og talt med naboerne. Og det betyder enormt meget.

Sådan lyder det fra landdistriksordfører Magnus Heunicke (S), som nu kritiserer regeringen og Dansk Folkeparti for ikke at prioritere nedrivninger og landsbyudvikling højt nok. Mere præcist kritiserer han regeringen for at have sammenlagt og beskåret to puljer til nedrivninger og byfornyelse.

Boligminister Ole Birk Olesen (LA) afviser kritikken.

- I udgangspunktet har kommunerne ansvar for udviklingen af deres byer, ligesom de private ejere har ansvaret for at vedligeholde egen bolig. Det er dermed ikke en statslig opgave at finansiere byfornyelse eller nedrivning, har han forleden sagt til Jyske Vestkysten.

Men der er brug for hjælp fra staten, mener Magnus Heunicke.

- Ofte er det dødsboer eller folk med dybe sociale problemer, så det kan markedet ikke klare, siger han og påpeger, at Landditrikternes Fællesråd har vurderet, at der på landsplan er mindst 10.000 faldefærdige bygninger.

- Og de kommuner, som har mange nedrivningsegnede ejendomme, er også dem, der har det hårdest økonomisk. Så hvis ikke vi fra Christianborg støtter, har kommunerne ikke mulighed for det, siger han.