Strid om parkeringsbøder for 15.000 kroner: - De er bare fulde af løgn

Folketingsmedlem Charlotte Bagge Hansen mener, at Parkdepots svar til Folketidende er fyldt med løgn. Privatfoto

Det tyske parkeringsselskab, der har udstedt en hel stribe parkeringsbøder til folketingsmedlemmet Charlotte Bagge Hansen, har nu svaret på kritik. Men svaret er løgnagtigt, siger hun.

Offentliggjort Sidst opdateret

"Folketingsmedlem fik parkeringsbøder for over 15.000 kroner". Sådan skrev Folketidende.dk i begyndelsen af januar, hvor vi fortalte om Charlotte Bagge Hansen, der er medlem af Kaffeklubben for folketingsmedlemmer, der arbejder for Lolland-Falsters interesser.

I artiklen fortalte hun, hvordan hun hen over sommeren fik en hel bunke parkeringsbøder af firmaet Parkdepot. Bøderne fik hun for at holde på en parkeringsplads knyttet til hendes butik i Stege. En parkeringsplads, hvor hun efter aftale med udlejeren godt må parkere.

Men ved en fejl var det ikke blevet registreret, at hun måtte holde der, og derfor fik hun bøder på stribe.

- De har ikke haft styr på, at min bil har holdt der hele sommeren, mens jeg har været hjemme. Så der har jeg fået 14 eller 15 bøder. Dem har jeg betalt. Altså jeg har betalt næsten 15.000 kroner i de her bøder, fortalte hun.

- Efterfølgende, efter jeg har betalt dem, så kom der nogle flere bøder. Og der har jeg så haft fat i dem, der ejer ejendommen og udlejer grunden til parkeringsselskabet. Men efter at de havde korrigeret det, blev der ved med at komme bøder, fortalte hun også og kritiserede i den forbindelse, at hun ikke kunne komme i kontakt med Parkdepot, der har hjemme i Tyskland.

Parkdepots svar

Folketidende forsøgte at få en kommentar fra Parkdepot, men det viste sig særdeles vanskelligt. Nu er der dog kommet et skriftligt svar fra "Parkdepots presseteam" (se faktaboks).

Parkdepot skriver bland tandet:

"Fru Bagge Hansen og hendes mand blev holdt informeret om sagen gennem hele processen."

Parkdepots svar

"Fru Bagge Hansen fik en parkeringsbøde, fordi hun havde glemt at give ejeren af parkeringspladsen besked om at få den nødvendige parkeringstilladelse.

Vi fik en anmodning fra hendes mand om at annullere bøden og behandlede henvendelsen omhyggeligt. Gennem hele processen var vores kundeservice-hold i kontakt med Hr. Hansen.

I tæt samarbejde med vores partner (ejeren af parkeringspladsen, red.) blev det besluttet ikke at annullere bøderne. Denne beslutning blev siden ændret, da Fru Hansen blev tildelt en parkeringstilladelse 22. august 2014. Alle bøder fra den dag og frem blev slettet og gebyrer for rykkere for tidligere bøder blev også annulleret.

Fru Bagge Hansen og hendes mand blev holdt informeret om sagen gennem hele processen. 21. oktober 2024 takkede vores partner eksplicit for annulleringerne.

Vi er kede af, at Fru Bagge Hansen stadig kan have ubesvarede spørgsmål, på trods af kontakten med os. Vi vil gennemgå vores kommunikations-procedurer for at sikre større transparens og klarhed i fremtiden."

Men det giver Charlotte Bagge Hansen ikke meget for. For hun og hendes mand har intet hørt fra dem.

- Vi har aldrig nogensinde talt med en eneste fra dem. Aldrig! Vi har aldrig kunnet komme i kontakt med dem. De har ikke svaret på mail, vi har heller ikke kunnet komme i kontakt med dem. Så de er bare fulde af løgn. Det er jo helt væk, siger hun og studser også over, at det skulle være "i tæt samarbejde" med hendes udlejer, at Pardepot besluttede ikke at annullere bøderne.

De er bare fulde af løgn. Det er jo helt væk.

Charlotte Bagge Hansen (M), folketingsmedlem

- Jeg har snakket med udlejerne, og udlejerne siger, at de har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at hjælpe mig, fortæller hun.

Ret ubehageligt

Efter omtalen i Folketidende blev hun kontaktet af en, der spurgte, hvorfor hun overhovedet havde betalt bøderne. Men hun mener ikke, hun havde noget valg.

- Det tror jeg faktisk, de fleste mennesker vil gøre, for det er faktisk ret ubehageligt. Når der kommer en rykker ind ad døren, føler man sig fandeme som sådan en forbryder. Og prøv at høre: Det er jo det, folk gør. De betaler bare. Det er jo deres forretningsmetode, og du kan ikke komme i kontakt med dem, siger hun.

Læs også: Flemming gik bevidst efter at få en parkeringsbøde.