Studerende skal have bedre kår

I den samlede plan for Nykøbing som uddannelsesby fokuserer man på områder indenfor studiemiljø, markedsføring, praktikpladser og studiejobs, boliger og gode muligheder for et liv udenfor studiet. Foto: Anders Knudsen

Guldborgsund Kommune har afsat midler til at styrke Nykøbing som uddannelsesby.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nykøbing Med en række konkrete forslag skal uddannelsesmiljøet i Nykøbing gøres væsentligt bedre for studererende. Ved at gøre byen mere attraktiv for studerende håber man samtidig, at kunne fastholde en større del af de kvalificerede unge.

- Uddannelse er nøglen til vores områdes fortsatte udvikling og vækst. Vi skal sikre, at vores virksomheder har den kvalificerede arbejdskraft de skal bruge. Samtidig er det vigtigt, at vores unge får en uddannelse, så de kan tage aktiv del i samfundet, fortæller John Brædder (G), der er borgmester i Guldborgsund Kommune.

Uddannelsesbyen Nykøbing Falster, som er overskriften for disse initiativer, har fem fokuspunkter: At sikre et godt udbud af uddannelser, gode fritids- og kulturtilbud, sikre praktikpladser og studiejobs, markedsføring af Nykøbing som uddannelsesby og gode muligheder for studiebolig i byen.

For at føre dem ud i livet har Økonomiudvalget på det seneste møde afsat 650.000 kroner. 200.000 af disse skal eksempelvis gå til et event til nye studerende.