Studerende strømmer til Nykøbing-uddannelser

De videregående uddannelser på University College Sjælland i Nykøbing har fået 35 procent flere ansøgere via kvote 2 end sidste år. Det viser opgørelsen af ansøgertallet til de lokale uddannelser til sygeplejerske, socialrådgiver, pædagog og Leisure Management.

I alt ønsker 247 sig en studieplads i Nykøbing. 117 vil være socialrådgivere, 80 vil være pædagoger, 30 vil være sygeplejersker og 20 vil studere Leisure Management.
- Jeg er meget glad for, at vi igen i år slår rekord på antallet af kvote 2-ansøgninger, og at så mange specifikt vælger vores uddannelser som deres højeste prioritet, skriver UCSJ-rektor Ulla Koch i en pressemeddelelse.

Hun forventer, at tallene for kvote 1-ansøgningerne til juli også vil være høje, og mener, at det er et udtryk for, at flere unge er opmærksomme på, at det er vigtigt at tage en uddannelse for at få et job.

Samlet har alle University College Sjællands uddannelser modtaget 7.585 ansøgninger via kvote 2. Det er en stigning på 26 procent i forhold til 2013 - der også var rekordår med 6.025 ansøgninger. I 2012 søgte 4.216 optagelse på samme tidspunkt.

Foto: Anders Knudsen

35 procent flere studerende har søgt ind på University College Sjælland i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret