STYRELSE ADVARER: RISENGRØDEN MÅ IKKE LUMRE FOR LÆNGE UNDER DYNEN

Julemad kan blive en kedelig oplevelse, hvis ikke man sørger for at tilberede og opbevare den ordentligt. Derfor kommer Fødevarestyrelsen med advarsler og gode råd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Julen nærmer sig med hastige skridt, og det betyder blandt andet, at der skal forskellige typer af madvarer på bordet, som vi ikke spiser så tit og derfor måske ikke er helt opmærksomme på, hvordan skal håndteres.

Så for at undgå dårlige maver eller det, der er værre, har Fødevarestyrelsen besluttet at iværksætte en kampagne med gode råd til forbrugerne.

- Hvert år bliver mange syge af den mad, de spiser i december. Formentlig fordi de glemmer de basale hygiejneråd, når de har travlt med at lave mad til deres gæster.

- Én af de klassiske fejl er, at risengrøden får lov at stå og lumre for længe under dynen, og at den lune ret ikke bliver varmet ordentligt igennem, inden den kommer på bordet. Dermed bliver maden et slaraffenland for de bakterier og virus, som kan give både opkast og diarré, fortæller kontorchef i Fødevarestyrelsen, Bente Holst, i en pressemeddelelse.

Fødevarestyrelsen opfordrer til, at man maksimalt lader risengrøden stå under dynen i en time – og enten spiser den med det samme eller sætter den på køl til senere brug.

Men der er også andre ting, man skal være opmærksom på, lyder opfordringen.

- Det er for eksempel en dårlig idé at opbevare sur mad som rødkål og syltede rødbeder i mormors gamle krystalskåle i længere tid. Krystal har et meget højt indhold af bly, og det sundhedsskadelige metal kan trænge ind i maden, skriver Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Det samme gælder sølvpapiret, som kan frigive aluminium til maden, hvis den ligger sammen med rødkål, syltede rødbeder og anden sur mad natten over.

Man kan finde flere gode råd på Fødevarestyrelsen Facebook-og Instagram-profiler.