SUCCESFULDT LOTTERI SKAFFEDE PENGE TIL JULEHJÆLP
Zonta Sydhavsøerne var torsdag i Maribo for at overrække donationen til Mødrehjælpen. Fra venstre er det Gitte Hesselberg og Bende Carlsen fra Mødrehjælpen i Guldborgsund, Lone Bille der er formand i den lollandske lokalafdeling samt Vita Kragh Nielsen og Dorthe Errebo fra Zonta Sydhavsøerne. Foto. Palle Nevad Frandsen
Palle Nevad Frandsen
Zonta Sydhavsøerne havde så stor succes med lotteriet på Engestoftes julemarked, at der skulle findes ekstra gaver til om søndagen.
LOLLAND FALSTER: Lysten til at støtte op om lokale hjælpeinitiativer er stor, og det er meget rigtigt, når julen ofte kaldes for hjerternes fest. Det kan bestyrelsesmedlem Vita Kragh Nielsen fra Zonta Sydhavsøerne i den grad tale med om.
Det er en fornøjelse at ringe rundt og fortælle familierne, at de har fået julehjælp. Folk er både glade og meget taknemmelige.
Lone Bille
Kvindenetværket havde en stand med lotteri på julemarkedet ved Engestofte, og interessen var stor for at deltage og støtte op om de to lokale afdelinger af Mødrehjælpen. Allerede da der blev samlet gaver ind, var der mange glade givere, så snart de hørte, at pengene gik til hjælp lokalt.
- På julemarkedet var interessen så stor, at alle gaver var udleveret da vi var gennem lørdagen, og derfor måtte vi rundt hos de andre udstillere om søndagen, for at kunne sælge flere lodsedler, forklarer Vita Kragh Nielsen.
Vil støtte familier der har det svært
I alt lykkedes det at samle 16.400 kroner sammen til Mødrehjælpen i Lolland og Guldborgsund, og torsdag var Vita Kragh Nielsen og Dorthe Errebo forbi hjælpeorganisationens butik i Maribo. Her tog Lone Bille, der er formand på Lolland, og Gitte Hesselberg og Bende Carlsen fra afdelingen i Guldborgsund mod pengene.
- For de 31 medlemmer af Zonta Sydhavsøerne har det været naturligt at støtte kvinder, der har det svært, og det kan vi gøre gennem Mødrehjælpen. Her går pengene til familier som har brug for støtte både økonomisk og socialt, og hjælper til at give dem en god aften, siger Vita Kragh Nielsen.
Mødrehjælpen har et fast koncept, hvor der både gives mad til julen og gavekort så der kan købes gaver til børnene, og det var en af grundene til at Zonta Sydhavsøerne netop valgte dem, samtidig med at hjælpen går til lokale.
Familier med stor stolthed
Behovet er der, fortæller Lone Bille. På Lolland har man fået så mange penge ind i de seneste uger, at man kommer tæt på at kunne støtte tæt på 50 familier, og det betyder over 100 børn kan se frem til gaver juleaften.
- Det er en fornøjelse at ringe rundt og fortælle familierne, at de har fået julehjælp. Folk er både glade og meget taknemmelige. Nok er der nød derude hos mange, og i år kan vi se at der er flere end sidste år, hvor rådighedsbeløbet er minimalt, men der er også en enorm stolthed hos disse mennesker, slår Lone Bille fast.
- Vi oplevere flere gange, at folk som lige er kommet i arbejde siger nej tak til hjælp, for at andre som er hårdere ramt kan få gavn af pengene.
Hvad er Zonta?
- Zonta International er et internationalt netværk og NGO med det overordnede mål at styrke kvinders juridiske, politiske, økonomiske, uddannelses-, sundheds,- og arbejdsmæssige status. Zonta samarbejder blandt med FN om at bekæmpe vold mod kvinder, standse børneægteskaber og sikre uddannelse til piger over hele verden.
- Der er mere end 28.000 medlemmer fordelt på omkring 1.100 klubber i 62 lande. I Danmark er der 21 klubber med godt 500 medlemmer fordelt på 100 erhverv.
I Mødrehjælpen Guldborgsund ser man også en stor vilje til at ville hjælpe i december. Foreningen har et ønsketræ, som er placeret i Kvickly, og det har i år været med til at sikre julegaver til 258 børn. Det er 100 flere end sidste år, og sådan kan de to lokalforeninger fortælle masser af historier om en solid lokal opbakning. Ingen er dog så stor som donationen på 16.500 kroner fra Zonta Sydhavsøerne.
Kvinderne bag donationen glæder sig over, at en måned med mavepine, sorg og magtesløshed kan blive erstattet af glæde, samvær og en juleaften med overraskelser til børnene.
Seneste artikler
Se billederne: Endelig fik dronningen lov til at indvie sin bro
Kørte 157 km/t i 90-zone
Folketidende på plakaten i Tivoli
Hans snit er over 12, men for Nicolai er karaktererne ikke det vigtigste
Truende mand på station
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder