Sveder for at støtte de udsatte

Sakskøbing Fitness afholder støttearrangement for Perronen. Sisse Buch Leitner har lovet at køre med alle fire timer. Foto: Andreas Johansen

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: Der svedes i litervis hos Sakskøbing Fitness på sådan en normal uge, hvor sakskøbingenserne skal have pulsen op og blodet ud i overarmene.

Men lørdag 23. april skal der svedes lidt mere end vanligt - i den gode sags tjeneste, naturligvis.

Lige før coronaen ramte Danmark og lukkede ned for alt i flere måneder holdt Sakskøbing Fitness et arrangement, hvor frivillige cyklede og cyklede, men ingen vegne kom. De kørte på centrets spinningcykler og formåede, via sponsorater og donationer, at samle en masse penge ind til en god sag, nemlig de lokale hospitalsklovne på Nykøbing Sygehus.

Søs, der her holder en vand, Sakskøbing Fitness har valgt at sponsorere mange af til arrangementet, klemmer det sidste ud af de cyklende 23. april. Foto: Andreas Johansen

Noget til de udsatte

Med covid-19 nogenlunde i bakspejlet har Sisse Buch Leitner, instruktør og ofte kvinden, man møder bag disken i Sakskøbing Fitness, sat sig for at stå i spidsen for en gentagelse.

- Denne gang har vi valgt, at de penge, vi får kørt ind, skal gå til værestedet Perronen i Nykøbing. Vi har mange socialt udsatte borgere her i Sakskøbing. Det handler i nogen grad om Saxenhøj, men over hele Lolland-Falster er der mange, der har det svært. Vi vil gerne støtte Perronens arbejde lidt, for vi ved, hvor meget, det betyder, forklarer Sisse Buch Leitner.

Vi vil gerne støtte Perronens arbejde lidt, for vi ved, hvor meget, det betyder

Sisse Buch Leitner

Konceptet er simpelt: Der cykles på spinningcykler i fire svedige timer, og hvem der kører, bestemmer de, der har "købt" cyklen for perioden.

Kan stadig donere

Alle cyklerne er allerede solgt, forklarer Sisse Buch Leitner. Det er primært de lokale virksomheder, der har støvet muldvarpen af og doneret danske dollars til den gode sag. Men der kan stadig spyttes i kassen, understreger Sisse.

- Vi håber virkelig, at mange kommer forbi mellem 10.30 og 14.30 her lørdag den 23. april! Hvis man virkelig ikke har tid til at komme forbi og se de gode mennesker svede, så kan man også allerede nu give noget til den gode sag, for vi har en krukke stående i receptionen, man gerne må lægge lidt i, forklarer Sisse Buch Leitner.

De mangler en "perron"

Pengene skal som nævnt gå til Perronen, der agerer værested for folk, der måske ikke har mange andre steder at gå hen. Men hvad skal de bruges på? Jo, det har Sisse Buch Leitner svaret på:

Sisse Buch Leitner håber at der bliver samlet 10.000 kroner ind. Beløbet går direkte til Perronen. Foto: Andreas Johansen

- De skal faktisk bruges på en "perron" til Perronen! Okay, det hedder vist bare en terrasse, når den ikke står i nærheden af et tog, men jeg syntes, det var ret sjovt. Jeg ved jo godt, vores bidrag bare er en del af det, de skal bruge, men jeg håber, vi kan hjælpe, forklarer hun.

Målet er dejligt rundt og let at huske - 10.000 danske kroner. Hvor meget det bliver til, tør Sisse Buch Leitner ikke spå om. Men hver en krone hjælper.

- Vi tager både imod mønter og sedler! Men det er da klart, at sedlerne lander blødere, eller hvordan det nu er, man siger, lyder det fra instruktør Sisse, der slår en latter op.

Vi tager både imod mønter og sedler! Men det er da klart, at sedlerne lander blødere

Sisse Buch Leitner