Sydhavsøerne henter målsluger

Venstrehåndet højre back har skrevet en tre-årig kontrakt med 1. divisionsklubben.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Team Sydhavsøerne måtte skuffende slutte 1. division af i den forgangne weekend med et nederlag til Otterup og slutplaceringen som nummer fire.

Det skal gøres bedre i den kommende sæson, og derfor har klubben i stærkt samarbejde med det lokale vagtfirma, CS Vagt, der har lagt et særdeles pænt sponsorat, hentet forstærkning i Odder, hvor Rasmus Bundgaard Larsen har bombet mål ind i denne sæson.

Hele 165 gange har han lynet med venstrehånden for de jyske oprykkere, der sluttede på en - for dem - fornem ottendeplads i 1. division, og generelt har han gjort det så godt, at det har påkaldt sig interesse fra andre klubber. Ikke mindst hos Team Sydhavsøerne, der har slået kloen i venstrehåndsskytten og udstyret ham med en tre-årig kontrakt.

- Rasmus var en væsentlig årsag til, at vi har haft det så svært mod Odder i denne sæson, konstaterer sportschef i Team Sydhavsøerne, Morten Juul, der kunne se Rasmus Bundgaard Larsen storspille i den netop afsluttende sæsons premierekamp på udebane i Odder, hvor Team Sydhavsøerne tabte 22-29, mens det på hjemmebane med stort besvær blev til en sejr på 39-35 over det østjyske mandskab. Begge gange blev Rasmus Bundgaard Larsen topscorer for Odder.

Mål fordelt på flere hænder

Morten Juul ser frem at blive noget bredere besat i offensiven, hvor der i denne sæson er trukket meget store veksler på Nicolaj Jørgensen.

- Tilknytningen vil uden tvivl give holdet en større bredde i offensiven, hvor vi i indeværende sæson til tider har været for afhængig af Nicolajs præstationer. Nu får trænerteamet to forskellige typer at arbejde med på højre back, idet Alexander Nielsens force primært ligger i skuddet, mens Rasmus også er god i sit duelspil, lyder det fra sportschefen, der altså har to spillere på holdet i den kommende sæson, der tilsammen står noteret for hele 390 mål i sæsonen 2021/22, idet Nicolaj Jørgensen blev suveræn topscorer i rækken med 225 scoringer.

- Tilknytningen vil uden tvivl give holdet en større bredde i offensiven, hvor vi i indeværende sæson til tider har været for afhængig af Nicolajs præstationer.

Team Sydhavsøernes sportschef Morten Juul

Efter seks sæsoner i Odder var det tiden for 25-årige Rasmus Bundgaard Larsen at komme videre i karrieren.

Skulle ske noget nyt

- Jeg har igennem hele min håndboldkarriere spillet i og omkring Aarhus og været glad for det, men jeg har følt, at der skulle ske noget nyt, siger Team Sydhavsøernes nye bomber, og fortsætter:

- Skiftet til TSØ virkede derfor meget naturligt både på grund af mit ønske om at komme lidt væk, og så passer deres håndboldmæssige ambitioner til det, jeg stræber efter, siger Rasmus Bundgaard Larsen, der har et ønske om at spille med i toppen af 1. division.

- Et skifte til en klub som Team Sydhavsøerne har i de sidste mange år betydet, at man kæmper med helt i toppen af 1. division, og det er selvfølgelig også det, jeg gerne vil være en del af, siger han og ser frem til at møde hjemmepublikummet.

- Og så glæder jeg mig til at spille på en af rækkens fedeste hjemmebaner og prøve at have de passionerede tilskuerne på min side.

Med tilgangen af Rasmus Bundgaard Larsen er det nu en ny målmand som afløser for Nicolai Neupart, der står øverst på Morten Juuls indkøbsseddel.