Sydhavsøerne i top over kommuner med flest smittede

Arkivfoto. Anders Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret

Lolland Kommune er i øjeblikket den kommune i landet, som har flest smittede med corona i forhold til antallet af indbyggere.

Antallet af smittede er godt nok ikke højt i forhold til et par uger siden, men højt nok til at indtage den kedelige førsteplads.


234 borgere i Lolland Kommune er den seneste uge blevet testet positiv med corona. I alt 1.127 lod sig PCR teste, og ud af dem var knap 21 procent smittede.

Incidenstallet, som er beregnet ud fra hvor mange smittede, der er i forhold til antallet af borgere i kommunen, er ifølge de nyeste tal fra Statens Serum Institut 586.

I Guldborgsund Kommune er incidenstallet 468, hvilket sender kommunen ind på en ottende plads listet op efter antallet af smittede i forhold til antallet af indbyggere blandt landets 98 kommuner.

Der er flere smittede i Guldborgsund Kommune end i Lolland Kommune i øjeblikket. Når incidenstallet er lavere i Guldborgsund Kommune, skal det ses som resultat af regnemodelen, hvor der beregnes ud fra antal borgere pr kommune.

I Guldborgsund Kommune har 468 borgere den seneste uge fået svaret ”positivt” efter at have ladet sig teste.

I begge kommuner er der kun meget få børn, som er testet positive den seneste uge. Mens aldersgruppen 40 – 64-årige er den gruppe med flest smittede. I Lolland Kommune 90 og i Guldborgsund 102. I den næste aldersgruppe, som tæller 65 - 79-årige er der i Guldborgsund Kommune registreret101 smittede. I Lolland 88.

Fra 10. marts ændrede Sundhedsstyrelsen anbefalingerne for, hvem der bør blive testet. Eksempelvis anbefales personer nu kun at blive testet, hvis personen får symptomer på covid-19, føler sig syg og er i øget risiko for et alvorligt forløb. Personer skal ikke længere lade sig teste, hvis man bor sammen med en smittet person, eller hvis der på anden vis har været kontakt med en smittet person. Også testkapaciteten er gradvist blevet skruet ned. Mandag oplyste Styrelsen for Forsyningssikkerhed, at den daglige kapacitet til PCR-test på landsplan er justeret ned fra 100.000 til 40.000.