Tankelæseren fra Nykøbing

Foto: Pressefoto: Claus Boesen

Mikkel R. Karlsen kan læse tanker og kommer med forudsigelser - i aften deltager han i TV2-program.

Offentliggjort Sidst opdateret

Enten tror man på det eller også gør man ikke. Og hvis man tror på Mikkel R. Karlsen, så kan han læse andre menneskers tanker, forudsige avisforsider og hypnotisere folk til at spise et løg, fordi de tror, det er et æble.

Mikkel R. Karlsen, der er opvokset i Nykøbing, men nu er bosat i København, ernærer sig som hypnotisør og psykologisk entertainer. Når TV2 i aften fra klokken 20 ser tilbage på de oplevelser og hændelser som det snart forgangne år har budt på, vil Mikkel R. Karlsen tone frem på skærmen. Han medvirker nemlig i tv-programmet “TV2 016: De største øjeblikke”.

I programmet, som allerede er optaget, vil Mikkel R. Karlsen lave numre med både svømmeren Pernille Blume og tv-værten Mikkel Beha Erichsen.

- Jeg er god til at aflæse kropssprog, høre på folks stemmer, om jeg har fat i noget og hvad folk tænker på, lyder det fra Mikkel R. Karlsen, der uddyber:

- Det bliver jo fremstillet som tankelæsning, men i virkeligheden er jeg bare god til at påvirke folk, og få dem til at svare på en bestemt måde.

Det hele begyndte i teenageårene, hvor han læste om tankelæsning og hypnose. Som ældre eksperimenterede han med det og tog blandt andet til Berlin i forsøget på at finde inspiration. De sidste tre et halvt år har han levet af sin kunnen. Egentlig læste han statskundskab, men efter fire år på universitetet droppede han ud.

- Jeg mødte én, der foreslog at vi lavede nogle shows. Vi satte det op i 2013, og så gik det stærkt. Det var ekstremt sjovt. Jeg elskede mit studie, men jeg ville gerne lægge mine kræfter i at gå én vej, og det føltes perfekt, forklarer Mikkel R. Karlsen om sin vej fra skolebænken til scenen.

Og selv om han optræder rundt omkring, senest med sit show “Tankesnageri”, så er der alligevel grænser for, hvad han kan.

- Det er inden for et vist spektrum. Jo mere jeg ved om folk, des nemmere bliver det også for mig at læse folks tanker. Hvis det er en større forsamling af mennesker, som skal involveres, så kan det godt være svært, siger han.

Du kan læse mere om tankelæseren i torsdagens udgave af Folketidende.

Klik her for at læse Folketidende på PC

Klik her for at læse via en mobil enhed