- Vi slipper ikke vores fokus på brystkræftområdet, regionens forretningsudvalg kommer fortsat til at have brystkræftområdet på dagsorden på alle møder, siger Heino Knudsen. Arkivfoto Foto: David ArnholmDavid Arnholm
Regionsrådet vil forsat have fokus på brystkræftområdet efter fejl ved undersøgelser nu er rettet.
Citathistorie Citathistorie
OffentliggjortSidst opdateret
Styrelsen for Patientsikkerhed har ophævet de sidste to påbud mod den radiologiske afdeling, der undersøger kvinder i Region Sjælland med mulig brystkræft. Også det skærpede tilsyn mod en overlæge er væk, skriver Sjællandske.
- Ingen problemer af betydning for patientsikkerheden, sådan står der i Styrelsen for Patientsikkerheds rapport fra et besøg på Sjællands Universitetshospital Roskilde 29. september.
Det sætter et vigtigt punktum i den langvarige sag om forholdene på radiologisk afdeling, nu Billeddiagnostisk Afdeling, der undersøger kvinder i Region Sjælland for mulig brystkræft. De sidste to påbud til afdelingen, der i april flyttede fra Ringsted Sygehus til Roskilde, er væk, skriver Sjællandske.
Styrelsen har konstateret, at lægerne på Billeddiagnostisks Afdeling nu har tilstrækkelig instruktion i patientsikre arbejdsgange, og at der indhentes informeret samtykke hos patienterne inden udredning for mulig brystkræft.
- Det er et vigtigt skridt, der understreger, at det er trygt og sikkert at blive behandlet hos os. Mentalt har det også utroligt stor betydning for de ansatte på Afsnit for Brystundersøgelser. Nu kan vi sænke skuldrene, men vi skal ikke læne os tilbage. Der skal stadig være benhårdt fokus på at holde en høj kvalitet i behandlingen, siger Jesper Gyllenborg, vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, til Sjællandske.
Annonce
Styrelsen for Patientsikkerhed har haft ekstraordinært fokus på procedurerne på Billeddiagnostisk Afdeling, siden det i 2018 kom frem, at afdelingen i en årrække (2013-2017) havde undladt at følge de nationale retningslinjer på brystkræftområdet for en større gruppe kvinder. Men også i 2019 var der enkelte kvinder, som ikke blev henvist til de rigtige undersøgelser med det samme.
I efteråret 2019 satte Styrelsen for Patientsikkerhed den daværende specialeansvarlige overlæge i Ringsted under skærpet tilsyn. Også det forhold er nu ophævet.
Det glæder vicedirektøren for Sjællands Universitetshospital, som anser overlægen for at være en meget fagligt kompetent læge. Jesper Gyllenborg har tidligere pointeret, at afdelingen i Ringsted manglede ledelsesstruktur, og det overbebyrdede den daværende specialeansvarlige overlæge.
- Han kan nu igen arbejde på almindelige vilkår. Det er jeg personligt meget glad for, siger Jesper Gyllenborg, der oplyser, at man nu går i gang med at rekruttere en ny specialeansvarlig overlæge til brystkræft-radiologien.
Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) roser Sjællands Universitetshospital og Billeddiagnostisk Afdeling for et langt, sejt arbejde med at få skabt klare instrukser og dokumenteret gode arbejdsgange.
- Men vi slipper ikke vores fokus på brystkræftområdet, regionens forretningsudvalg kommer fortsat til at have brystkræftområdet på dagsorden på alle møder, siger Heino Knudsen.
Afsnit for brystundersøgelser har fået ophævet to påbud. Det drejer sig om følgende:
At sikre tilstrækkelig instruktion af lægerne på Radiologisk afdeling i patientsikre arbejdsgange.
At sikre indhentelse af tilstrækkeligt informeret samtykke forud for iværksættelse af udredning af patienter på Radiologisk afdeling.
Hele brystkræftområdet er samlet under Sjællands Universitetshospital. Primært i Roskilde, mens kemoterapi og stråleterapi ligger på Næstved Sygehus under ledelse af Onkologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital. På sigt vil kemoterapi og stråleterapi flytte til Sjællands Universitetshospital i Køge. Kilde: Region Sjælland
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik