Teenagere anholdt for at planlægge angreb mod jødiske mål
Franskmænd deltager 19. juni ved en demonstration mod antisemitisme foran rådhuset i den franske hovedstad Paris, efter at to teenagere i Couverboie-området er blevet anholdt for voldtægt af en 12-årig pige og antisemitiske udtalelser. På skiltet står der: "Det kunne have været din søster".
Dylan Martinez/Reuters
To teenagere er anholdt for at planlægge angreb mod jødiske mål i den franske region Ile-de-France
En 19-årig mand samt en mindreårig person er blevet anholdt og er mistænkt for at stå bag planer om et "terrorangreb" mod jødiske mål i den franske region Ile-de-France, som mestendels dækker over hovedstaden Paris.
Det siger en retslig kilde natten til lørdag dansk tid til det franske nyhedsbureau AFP.
Der er endnu ingen yderligere detaljer om de anholdte.
Franske efterforskere med speciale i antiterror har udtrykt bekymring over den unge alder hos nogle af dem, som de seneste måneder er blevet anholdt for at planlægge lignende angreb.
Den 19-årige er blevet anholdt for "sammensværgelse om at foretage terrorhandlinger" og "tilegnelse og besiddelse af våben til terrorhandlinger". Det siger den retslige kilde, som udtaler sig til AFP under betingelse af anonymitet.
Den mindreårige blev tilbageholdt 13. juni, siger kilden.
De to fik kontakt med hinanden på sociale medier og planlagde sammen "en voldelig handling mod især jødiske mål".
Franske efterforskere siger, at et stigende antal af unge mennesker de seneste måneder er blevet tilbageholdt for at planlægge angreb.
Franske politikere har fordømt det voksende antal af angreb mod landets jødiske samfund, som er det største uden for Israel og USA.
Forargelse har spredt sig i Frankrig efter en voldtægt af en 12-årig jødisk pige i en park i Paris sidste lørdag. To 13-årige drenge er blevet sigtet for voldtægt og antisemitiske udtalelser.
Adskillige protester over sagen har siden fundet sted i Paris og andre franske byer, alt imens landet forbereder sig på et præsidentvalg, hvor Marine Le Pens nationalistiske højrefløjsparti National Samling (RN) står til at få betydelig fremgang.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde