Tesfaye: Folkeskoleaftale skal tage hånd om lav bestå-procent
En bred vifte af partier præsenterede i marts den nye folkeskoleaftale. I aftalen blev der blandt andet udmøntet 500 millioner kroner til de elever, der har det sværest i dansk og matematik. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ny undersøgelse viser blot, hvor vigtig den nye folkeskoleaftale er, mener børne- og undervisningsminister
Det var den helt rigtige beslutning at afsætte 500 millioner kroner til at hjælpe de folkeskoleelever, der har det sværest i dansk og matematik, i den nye folkeskoleaftale.
Det siger børne- og undervisningsminister Matthias Tesfaye (S), efter at en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at andelen af afgangselever fra folkeskolernes 9. klasser, der ikke får mindst 02 i dansk eller matematik, er steget.
Sidste sommer var det 11,5 procent af eleverne, der ikke bestod et af de to fag. Det er 2,9 procentpoint højere sammenlignet med årene 2016-2019.
- Det er alt, alt for mange. Jeg vil ikke sige, at jeg er overrasket, men det understreger, hvorfor det er så vigtigt, at vi har lavet en ny folkeskoleaftale, der blandt andet skal tage hånd om de elever, der har det sværest i dansk og matematik, siger Mattias Tesfaye.
For eksempel skal eleverne med de største udfordringer i de to fag kunne trækkes midlertidigt ud af klassen til undervisning i små hold.
- Det er noget, der er gode erfaringer med, hvor det viser sig, at med lidt ekstra støtte er mange elever i stand til at få de grundlæggende kundskaber med hjem i rygsækken, siger ministeren.
AE's undersøgelse viser også store geografiske forskelle, hvor Lolland kommune skraber bunden.
34 procent af afgangseleverne i kommunens folkeskoler bestod ikke dansk eller matematik.
Det kalder Mattias Tesfaye "helt utilfredsstillende".
- Folkeskolerne på Lolland har i et stykke tid kæmpet med for dårlige resultater. De er særligt udfordrede af, hvem der flytter til og fra øen, siger han.
- Derfor står de også med en ekstraordinært stor opgave, og derfor er ministeriet også i tæt dialog med Lolland, der er ved at få udarbejdet en plan for at få vendt skuden, lyder det videre.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned