The Julemarked rykker ind på ambassaden i København

Foto: Flemming Karlsen

Med Embassy of Lolland-Falster som udgangspunkt bliver folk i Hovedstaden lørdag informeret om det kommende julemarked på Nykøbing F. Teater.

Offentliggjort Sidst opdateret

Samtlige stande til The Julemarked på Nykøbing F. Teater i dagene 8. og 9. december er nu udsolgte og publikum kan igen glæde sig til et kvalitetsmarked med specialiteter, delikatesser og alverdens gaveidéer leveret af lokale keramikere, billedkunstnere, smykkehåndværkere, blomsterkunstner, tekstilfremstillere, fødevareproducenter og andre.

Gruppen bag denne enestående og inspirerende mulighed for at opleve et julemekka er nu i gang med markedsføringen, og denne vil også foregå i København, nemlig på Embassy of Lolland-Falster med adressen Rosengården 7 i København K. Her holder The Julemarked sit indtog lørdag 24. november fra kl. 11 til 17.

- Vi dekorerer hele ambassaden med vores udstilleres varer og med juletræer, ligesom lokalet bliver dekoreret i stil med hvordan teatret vil se ud i år. Vi har flyers og plakater med, og så tilbyder vi alle forbigående et glas æblegløgg sponsoreret af Guldborgsund Frugt og hjemmebagte småkager sponsoreret af Guldbageren på Hospitalsvej. Vi har også et par musikkere med, som underholder i gaden i løbet af dagen, fortæller Christa Månsson, der sammen med Bodil Almgren er projektleder for The Julemarked.

- Vi vil vise københavnerne, hvad vi har at byde på hernede i Nykøbing F. Og nu har vi jo et ret utraditionelt julemarked, der ikke er fyldt med nisser og røde hjemmeklippede eller strikkede genstande. Men derimod et bredt udvalg af landsdelens kreative kunsthåndværkere og lokale fødevarer, understreger hun.

Og på ambassaden i Hovedstaden ser man frem til besøget.

- Det er rigtig dejligt, at The Julemarked kommer og bruger Embassy of Lolland-Falster til at promovere det fine julemarked. Events som disse er vigtige for ambassaden, da de støtter op om ambassadens arbejde med at markedsføre Lolland-Falster, siger ambassadesekretær Marianne Sørensen, der er sikker på, at tiltaget vil tiltrække mange mennesker:

- Min erfaring fra andre events på ambassaden er, at smagsprøver og hyggelig stemning altid trækker folk til. Og så skaber det et godt grundlag for en snak om de mange muligheder på Lolland-Falster.