Tidligere Nykøbing-danser er topfavorit i Vild med dans

Den 34-årige skuespillerinde Neel Rønholt skal danse med 36-årige Michael Olesen i årets udgave af Vild med dans på TV2. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Danseren Michael Olesen, der både har en privat og en dansemæssig fortid i Nykøbing, er favorit hos Danske Spil til at vinde årets Vild med dans.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver en danser med et vist lokalt islæt over sig, der vinder årets udgave af TV2s underholdnings-dansekonkurrence Vild med dans. I hvert fald, hvis man spørger odds-sætterne hos Danske Spil.

De har nemlig Michael Olesen, som tidligere har boet i Nykøbing og været tilknyttet Nykøbing Falster Sportsdanserforening og Katrine Bondes Danseskole, som topfavorit til at vinde tv-dansekonkurrencen sammen med sin makker, skuespilleren Neel Rønholt.

Det var først i går onsdag, at det blev offentliggjort hvem, der skal danse sammen med hvem, men Neel Rønholt har hele tiden været blandt Danske Spils favoritter til at tage den endelige sejr, skriver spil-organisationen i en pressemeddelelse.

- Vi ser Neel Rønholt have gode forudsætninger for at klare sig godt. For det første er hun et af de mere kendte ansigter, og vi tør også godt sige, at vi tror, hun er rigtig populær i den målgruppe, der ser Vild med dans om fredagen.

- Mange af de børnefamilier, der ser med, er vokset op med at se hende i diverse film, og det kan være noget, der er med til at skabe sympati for hende, siger oddssætter hos Danske Spil, Mathias Reimer Larsen, og fortsætter:

- Derudover er hendes partner Michael Olesen også en danser, som tidligere har vist, at han kan gå langt i den her konkurrence. En anden tilføjelse er, at man nok heller ikke skal negligere, at hun er skuespiller. De har det altså med at gå langt.

Michael Olesen og Neel Rønholt giver pengene fire gange igen, hvis de vinder. Næstfavoritter er Jakob Fauerby og Silas Holst, som sammen med Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen giver pengene seks gange igen.

Lavest er troen på Birgit Aaby og Frederik Nonnemann, som giver pengene 20 gange igen hos Danske Spil, hvis de ender med at vinde det hele.
Der deltager ialt 12 par i Vild med dans i år, og showet har premiere fredag den 13.september.