Til kamp mod lægemangel: - Det lover godt for fremtiden

Regionsrådsformand Heino Knudsen er henrykt over interessen for ny lægeuddannelse i regionen. Arkivfoto: Jan Knudsen

Meget højt antal ansøgere til ny lægeuddannelse i Region Sjælland overrasker regionsrådsformanden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der har været rift om pladserne på Region Sjællands helt nye lægeuddannelse.

I et samarbejde med Københavns Universitet åbner man efter sommerferien op i Køge, hvor der bliver plads til 110 studerende om året fordelt ligeligt på sommer- og vinterstart.

Hele 1356 studerende har søgt ind på lægeuddannelsen i Køge via kvote, hvor 138 af dem har søgt uddannelsen som deres førsteprioritet.

Den meget store interesse vækker glæde i regionen.

- Det er en rigtig god nyhed, at så mange ønsker at læse til læge i Region Sjælland. Jeg havde regnet med, at interessen ville være stor, men jeg er glædeligt overrasket over, at så mange har søgt uddannelsen. Det lover godt for fremtiden, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i en pressemeddelelse.

Vil bibeholde lægerne

Region Sjælland er den af Danmarks fem regioner, der har færrest speciallæger pr. indbygger, mens der også er mangel på praktiserende læger i regionen. Initiativet er da også i høj grad igangsat for at få flere læger til regionen.

Det lyder i pressemeddelelsen, at erfaringer fra andre steder i landet viser, at op mod otte ud af ti læger bliver i den region, de har læst medicin.

Læs også: Lægemangel: Det står værst til i vores region

- I dag er der færrest læger, hvor behovet er størst. Det bør være omvendt. Lægeuddannelsen i Region Sjælland er en af brikkerne i at få vendt den udvikling. Vi ved fra andre regioner, at der er en stor sammenhæng mellem, hvor lægerne er uddannet, og hvor de så efterfølgende arbejder. Med vores forankring af uddannelsen i Region Sjælland, og med stort fokus på at de studerende stifter bekendtskab med flere sygehuse og psykiatrien rundt i vores region, så tror jeg på, at den fulde lægeuddannelse kan være med til at få flere praktiserende læger og andre typer speciallæger til Region Sjælland, siger Heino Knudsen.

Kvote 2-gevinst

55 af de i alt 110 optagne bliver fundet via kvote 2-optag. Det glæder Jesper Gyllenborg, der er lægefaglig koncerndirektør i Region Sjælland, at så mange kommer ind gennem kvote 2, hvor det ikke kun er karakterer, der afgør, hvem der får plads på uddannelsen.

- Mange vil være læge, og derfor er karakterkravene høje. Men hvis man kigger udelukkende på karaktergennemsnittet, risikerer vi at sortere nogle rigtig dygtige læger fra. Derfor er vi rigtig glade for at have et stort kvote 2-optag. Det er også en måde at sikre, at vi får optaget studerende med forskellige baggrunde, erfaringer og kompetencer, siger Jesper Gyllenborg.

Læs også: Nægtet lægevalg: - Det er helt vildt diskriminerende

Uddannelsen er forankret på Sjællands Universitetshospital i Køge. En ny bygning med moderne lokaler står klar til at tage imod de lægestuderende fra sommeren 2024.

Undervejs i uddannelsen kan de lægestuderende stifte bekendtskab med almen praksis, psykiatrien og regionens øvrige sygehuse - herunder hospitalet i Nykøbing.

Lægeuddannelsen i Køge

De studerende ansøger i to rul. Kvote 2 havde ansøgningsfrist 15. marts. Kvote 2-ansøgere optages med udgangspunkt i mere end karakterer. For kvote 1-ansøgere, det ordinære optag med optagelse udelukkende på baggrund af karakterer, er der ansøgningsfrist 5. juli.

For at blive optaget via kvote 2, skal de studerende først gennem en prøve. Dernæst et skriftligt interview. Herefter vurderer et fagligt optagelsesudvalg, hvem der skal optages - på baggrund af en helhedsvurdering med udgangspunkt i resultat fra kvote 2-prøven, karakterer fra gymnasiet og interviewet.

Lægeuddannelsen består af en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse. Region Sjælland har siden 2019 haft et spor af kandidatuddannelsen i medicin. I 2021 besluttede et flertal i Folketinget, at der skal være en selvstændig lægeuddannelse i Region Sjælland, bestående af både en bachelor- og en kandidatuddannelse.

Både bachelor- og kandidatuddannelse udbydes i samarbejde med Københavns Universitet. På bachelordelen foregår størstedelen af undervisningen i København.

Uddannelsen er en selvstændig uddannelse med særskilt optag, men med samme studieordning og samme høje krav og uddannelseskvalitet som den eksisterende lægeuddannelse på Københavns Universitet.

Kilde: Region Sjælland