Tilfredsheden måles i Lolland Kommune

Lolland Kommune er blandt ti kommuner, der er udvalgt til en ny, stor national undersøgelse, hvor tilfredsheden med kommunens folkeskoler og dagtilbud skal måles gennem spørgeskemaer.

Vi håber naturligvis, at så mange som muligt vil deltage i undersøgelsen, siger formand for børne- og skoleudvalget Tom Larsen og fortsætter:
For jo flere, der medvirker, jo bedre en undersøgelse får vi, og så kan vi arbejde endnu mere målrettet med at lave gode skoler og dagtilbud. Det handler i bund og grund om kvalitetsudvikling.

I Lolland Kommune vil forældre med børn på 2., 5. og 8. klassetrin blive bedt om at deltage. Eleverne i 8. klasse bliver også spurgt, og der gennemføres en særlig undersøgelse for forældre med børn i sfo-tilbud.

På dagtilbudsområdet bliver der tale om en totalundersøgelse. Det betyder, at alle forældre til børn i dagpleje og daginstitutioner får tilbud om at være med.

De forældre, der er udvalgt til at deltage, vil modtage en henvendelse. Når spørgeskemaundersøgelsen lukker, indberetter Lolland Kommune tallene centralt.

Foto: BORBERG THOMAS

Forældrene i Lolland Kommune bliver blandt de allerførste i landet, hvis tilfredshed med folkeskoler og kommunale dagtilbud til børn skal måles.

Offentliggjort Sidst opdateret