To år siden landet lukkede ned

Hamstring i Netto om aftenen og natten 11. marts 2020 efter melding om nedlukning. Foto: Anders Knudsen

Siden teststart i januar 2020 er 26.401 borgere i Guldborgsund Kommune og 16.486 i Lolland Kommune testet positiv med en pcr-test.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER Fredag aften er det to år siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede Danmark ned for at hindre smitteudbredelse af coronavirus.

Første dansker blev konstateret smittet med corona 27. februar 2020. Den nye virus, som spredte sig med lynets hast verden over, satte en hel ny dagsorden både for Danmark og resten af verden.

I alt 514 danskere var konstateret smittet med corona, da landet lukkede ned 11. marts 2020.

I de lokale kommuner har tallet været helt oppe i nærheden af 6.000 smittede inden for en uge i januar i år.

Siden marts 2020 er nye behandlingsformer kommet til, vacciner blev lanceret i julen 2020, og forskellige varianter af virussen er blevet opdaget.

I denne vinter er myndighedernes konklusion, at den nuværende variant ikke er så farlig som tidligere varianter.

Efter at have testet massivt i længere tid er testkapaciteten nu sat ned, og antallet af konstaterede smittede daler.

Torsdag har Sundhedsstyrelsen ændret anbefalingerne for test, så man kun skal testes for coronavirus i særlige tilfælde.

De daglige smittetal kommer til at falde i den kommende tid. Det skyldes især nye og ændrede anbefalinger om test for coronavirus.

Mindre smittetal betyder dog ikke nødvendigvis, at der reelt er færre smittede i samfundet. Det forklarer Tyra Grove Krause, der er faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI), overfor Ritzau.

- Vi vil kunne se et fald, alene fordi vi opdager færre tilfælde, når der ikke testes så bredt, siger hun.

I Lolland og Guldborg­sund kommuner er der den seneste uges tid blevet pcr-testet godt 6.800 borgere. I den sidste uge af januar i år blev godt 24.000 lokale borgere testet med en pcr-test.

Dertil kom de mange kviktest, som Falck tilbød, og masser af hjemmetest og test i skoler og på arbejdspladser, som ikke optræder i statistikkerne.

Trods de færre test er der stadig et relativt højt antal af smittede med corona lokalt.

I Guldborgsund Kommune er der den seneste uge konstateret 1.013 smittede. I Lolland Kommune 576.

Kigger man på procentdelen af de testede, som får svaret "positiv", er den i Guldborgsund Kommune knap 25 procent og i Lolland Kommune knap 21 procent.