To fly med danskere er lettet fra Israel lørdag
Steen Hommel, der er direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice, opfordrede tidligere lørdag, borgere, som myndighederne ikke har haft fat i, til selv at tage kontakt.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det er lørdag lykkedes Udenrigsministeriet at evakuere knap 250 mennesker ud af Israel, oplyser Borgerservice.
To fly er lørdag lettet fra lufthavnen i Tel Aviv som en del af den indsats, der skal få danskere evakueret ud af Israel.
Det meddeler Steen Hommel, direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice til TV 2.
Lørdag eftermiddag fløj et af Forsvarets Hercules-fly fra Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv til lufthavnen i Pafos i Cypern. Om bord på flyet var 82 danske statsborgere.
Det oplyste Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse lørdag aften.
Lørdag aften lettede endnu et fly fra Tel Aviv - denne gang med kurs direkte mod København.
Natten til lørdag klokken lidt i fire landede et andet fly med evakuerede danskere i Københavns Lufthavn. Ifølge flyovervågningsværktøjet Flightrader24 landede det helt præcist klokken 03.50.
Her var de i alt 82 passagerer ligeledes først blevet fløjet fra lufthavnen i Tel Aviv i Israel til Pafos Lufthavn på Cypern.
Sent lørdag aften fortæller Steen Hommel, at det nu er lykkedes Udenrigsministeriet at evakuere knap 250 mennesker.
- Vi har langt hen ad vejen kunne imødegå ønsker fra danskere, siger han til TV 2.
Dog er der på nuværende tidspunkt konkrete ønsker fra personer, hvor det ikke er muligt at gennemføre en evakuering, siger Steen Hommel til TV 2.
- Det er ikke mindst de få personer, der befinder sig i Gazastriben og på Vestbredden, siger han.
Der er tale om "et absolut mindre antal", som ministeriet har kontakt til lyder det.
Søndag fortsætter den danske evakueringsindsats. Her afgår endnu et kommercielt fly direkte fra Tel Aviv til København, skriver TV 2.
Lørdag er det en uge siden, at den militante gruppe Hamas indledte et blodigt angreb i Israel. Israel har advaret om at slå hårdt ned mod Hamas efter angrebet.
Steen Hommel opfordrede tidligere lørdag borgere, som de ikke har haft fat i, til at ringe til Udenrigsministeriets Borgerservice.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker